Parnassets Maske-Fæe
Til Reglerne,
At Phøbus sendte vred
En skiemtsom Muse ned
Til Keglerne,
For med en skarp Kritik
At holde lidt i Skik
Bebæerne,
Og vække med en Piil
I hvert et Skiemtens Smiil
Mæhæerne.
I det hun steg forbi
Den gamle Svinestie,
Paa Tæerne,
Saa peent, saa net, saa let,
Sig vogtende for Plet
Paa Klæ’erne,
Sprang frem, en Ræv ret lig,
En Ting, som kaldte sig
Hans Mikkelsen,
Med nok en Tingest — men
Der lod som Statens Ven
Paa Skikkelsen:
Hen over Smagens Bræt
Hun mellem dem saa let
Ei slippede —
Den eene stamped her
Den anden tramped der —
Det vippede.
I Grøften, hvor en guul
Pyt-Nixe legte Skiul
Bag Træerne,
Tak skee det Vipperie,
Kamenen plumped i
Til Knæerne.
Til Lykke havde hun
De sorte Strømper kun
Paa Beenene;
Da med de hvide paa
Man neppe nu kan gaae
Langs Steenene,
End sige neden om
Det guule Svinedom
Bag Hækkene,
Hvis fordum brune Søl
Har nu giort reent til Pøl
Molbækkene —
Til Lykke; thi paa Sort
Faldt reent for Øiet bort
Det stødende,
Hvorfor og lige fro
Den himmelske beloe
Sit Mødende —
Til Lykke, siger jeg,
Hun ellers paa sin Vei
Sig vendende,
Var steget op igien,
Paa min for fine Pen
Lidt skiændende,
Til Hevn paa Pindi Top
Den hele Gudetrop
Antændende,
Fra Himlen Ild og Svovl
Paa baade Peer og Povl
Nedsendende,
Og med det Dommerblik
Hun af Apollo fik
I brændende
Satirisk Polemik
Al videre Kritik
Aldeles endende.