Indhold
Et nyt Spilop, hvoraf man seer med Sorg,
Hvorledes Satan førte sine Snarer
I gammel Tid omkring ved Kallundborg,
Og vikled’ Helten ind i tusind Farer.
Men Jeppe narrer Fyren dog tilsidst,
Og trodser alle Dievlenes Cabaler:
Den gamle Ven, han nylig havde mist,
Aftvinger han med Grimen tyve Daler.
Nu det var got og vel; dog ei altsammen got;
Thi Fanden (som man veed desværre aldrig slumrer)
Om ikke just han selv, vist een af hans Complot
Vor Jeppes Fryd igien endeel forplumrer,
Ved netop til det samme Sted at skikke
De trende Sorte, som var Aarsag i
Hans Død og alt det heele Klatterie;
Hvorfor de og om Morg’nen alle tre
Røg’ af med Sommerfeldts Geographie
Og fik der’ reene Skrup i Næverne,
Som, sandt at sige, skadte dem slet ikke.
Min Helt har ei saa snart et Øie paa dem slængt,
Før han af Hiertens Grund et mægtigt Brøl lar slippe:
„Hør! i tre Spaamænd, som jeg alle hængt’
Gad seet i disse Træer vippe!
Hvor er Peer Asen?”
Kiere Fâr! Naa, Naa!
Gientoge de, vær ikke slet saa kiæk!
Med Lempe faaer man Æg i Hummelsæk,
Og med det Gode kan man alting faae;
Peer Asen, siger I! Hvad han?
„Har Fanden taget.” —
For meget lidt, saamænd, han sig da har umaget!
„Og hvis I ei paa Stand mig siger hvor han er —
Jeg veed I kan, Jer Prophesie, desværr’!
Blev sidste Gang opfyldt til Punkt og Prikke,
Skiønt, som I seer, i Graven blev jeg ikke,
Sligt var ei Jeres Skyld; men spaae paa Øieblikket,
Og sig mig tydelig, hvor jeg kan finde Krikket!”
— Ja tæm Jer Vrede lidt, saa vil vi see vi hitte
Den kiere Hest igien et Steds paa denne Jord;
Men I maa give Tid en lille bitte
Og ingen knubbed’ Ord!
Saa svarte ham de tre. I slig Omstændighed
Det kommer vel tilpas en smule Græsk at vide,
Og (Tak skee Goliusses første Side)
Græsk hialp dem ogsaa her af den Forlegenhed,
Hvori min Helt indvikled’ deres Hierner,
Som, Himlen veed paa hvilken Maade, drog’
Saa positiv et Svar af denne lille Bog,
Som om det skrevet stod med læselige Stierner
Paa Firmamentets Median-Papiir;
Men Mage til de tre var heller ei i Skolen,
Hvad enten det gik ud paa Læsning eller Sviir;
Den Anders, som man veed sin Handske hang paa Solen,
Var een af dem, og netop den,
Som førte Ordet for dem alle tre.
Hør, sagde han til Jeppe, kiere Ven!
Din Hest er i Behold, saavidt vi see;
Og, hvis du Troe til vores Spaadom fæster,
Saa vær for Eftertiden uden Sorg!
Thi viid: Peer Asen blevet er Bormester
I Kallundborg.
Endskiønt nu Jeppe meer end nogen anden
Var overtydet om Peer Asens store Pund
Til dit og dat, hvortil en Hest kan bruge Panden,
Og havde loddet tidt hans Viisdoms dybe Grund,
Hvorved han ofte fandt, at Peer blandt Hestene
Var ret en Seneca,
Saa drømte han dog aldrig om,
At han var stærk i Lov og Dom,
I Fas et Nefas og Politica;
Kort sagt: at han stak dybt i det Juridiske;
Og derfor blev han heel forundret ved at høre
Peer Asens Spring til Consul-Værdighed;
Og hvem, min Læser, maa vel ikke studse ved
De store Spring en Hest kan undertiden giøre?
Ei, sagde han, Ei! Ei! og intet meer end Ei!
Fik Tungen Stunder til i Tankens Hurlumhei.
Som Konen i et Huus, naar Naboe-Væggen brænder,
Geskieftig flyver om fra et til andet Sted,
I Røg og Brand-Allarm, og ønsker sexten Hænder,
Og glemmer hun har to i hendes Ivrighed,
Og vimser hist og her, og efter alting kiger,
Og famler efter alt, og famler altid feil,
Indtil hun endelig (som Brandens Autor siger)
Faaer paa en Alen fat i Stedet for et Speil:
Saaledes, naar en Ild af tragiske Affecter
Har stukken Hiernens Huus for hin Poet i Brand,
Flyer Sielen hist og her blandt Hovedets Effecter
Og griber efter alt, hvorefter gribes kan;
Og naar den længe nok har løbet til og fra
De Tanker, Udtryk, som møblere dens Gemakker,
Saa redder den omsider et Par Ak-ker
Et Dosin O-er og en halv Snees Ha!
Saa gaaer det hin i hans Tridams Tirader;
Saa gaaer det Hymne-Manden hist og her;
Saa gik det ham, som skrev de skottiske Ballader —
Og netop saa gik det vor Jeppe her.
De Sorte mærkte nok, at Manden havde Trang
Til Sporer paa sin Troe, som her stod noget stille,
Saavelsom Tungen. Da de gierne vilde
Dem begge see igien at faae i Gang,
Saa spørge de ham, om han ønsked’ Audienz
Hos Herr Bormesteren, saa vilde de ham sige
Hvad Vei han skulde gaae til sammes Residenz,
Hvor langt, paa hvilken Tid, hvorledes og deslige;
Thi, som Herr Holk har sagt, skal man de Store søge,
Den Vei er værre snart end Veien ned til Kiøge.
„Ja, svarte Helten, skaf mig ham herhid,
Hvis ei, saa bring mig hen til ham paa Øieblikket!
Thi, Borgemester hid og Borgemester did,
Tilbage vil jeg have Krikket.”
„Maaskee, gientoge de, kan det i Aften skee;
Tag Fod i Haand, og spild ei mindste Dryp af Tiden!
Gaae een Miil ligefrem, og een paa høire siden,
Saalænge til I Kallundborg kan see;
Giv Vægteren den Pies, vi Eder her forære,
Saa viser han Jer strax tienstagtig hvor
Farvel! vi maa nu hen i Skoven at studere.”
Og borte var’ de spaadomsfulde Tre.
Vor Helt var næsten færdig at krepere
Af Skræk, Forundring og Forbittrelse.
Tilsidst forjog han baade Skræk og Sorg,
Og under vexlende Betragtninger
Nu over sig, nu dem, og Heste-Held i sær,
Gik han med stærke Skridt sin Vei til Kallundborg.
Omsider (for at giøre Reisen kort)
Befandt han sig, veiledet af en Vægter,
Fuldkommen sund og frisk, ved alle sine Hægter,
Tæt ved den ærlige Bormesters Port.
(Min Læser vilde gunstigen behage
At huske paa, det var i gamle Dage!)
Han banker paa. Bormester kommer op
I bare Skiorten: Hvem er der? — Luk op! —
Hvem er der? — jeg! — Hvad for en jeg? — jeg, Jeppe! —
Hvad vil I? — Luk mig op! — Han lukker op, og neppe
Er Dørren aabnet, før i største Hast
Vor Jeppe har hans Hals i Grimen fast:
„Følg med mig! som du seer, din Husbond lever!
Følg med mig, kiere, gode Hest!”
(Hvori Bormest’rens Siel ved denne Casus svever,
Min Læser selv kan giette allerbest.)
„Peer Asen! kom! du vil dog ei forlade
Din Husbond og din Ven i hans Gienvordighed!”
Vedblev han, mens den andens Overflade
Frøes fast til Skiorten i den kolde Sveed.
„Kom, kom, Peer Asen! følg mig med det gode!
Du aldrig fik af Svøben noget Slag!” —
Den anden stille stod, heel underlig tilmode,
Og det blev vel enhver i slig en critisk Sag:
Min kiere Ven, jeg er vor Byes Bormester;
For Himlens Skyld! hvad har jeg giort?
I maae gaae feil! Leed efter jeres Bæster
Et andet Sted, og ikke i min Port!
Forklar jer tydelig! Er det en Hest, I søger? —
„Netop (igientog Helten) netop dig!” —
Min kiere Mand! det er for slemt I spøger!
Er jeg en Hest? — „Saa let du ikke slipper mig,
(Ham svarte Jeppe vreed i Huen) kiere Peer!
Bormester hid, Bormester did,
Følg med mig eller tyve Daler her!”
Ledsaget med et dygtigt Ryk i Grimen
Paa den uskyldige Bormester, at paa Timen
Han for sin Modstand kiønt undskyldte sig,
Gik ind til sit Skatol, og for at frelse Livet,
Ham tyve Daler talte rigtig til.
Got, sagde Jeppe, gaae nu hvor du vil!
Nu har du mig igien hvad du mig kosted’ givet;
Saa tog han Grimen af, gav ham et Afskeeds Smæk,
Og dermed gik han glad fra sin Bormester væk.