Indhold
Et nyt Spilop, hvoraf man ser med Sorg
Hvorledes Satan førte sine Snarer
I gammel Tid omkring ved Kallundborg,
Og vikled Helten ind i tusind Farer.
Men Jeppe narrer Fanden dog til sidst,
Og trodser alle Djævlenes Cabaler:
Den gamle Ven, han nylig havde mist,
Aftvinger han med Grimen tyve Daler.
Nu var det godt og vel; dog ej altsammen godt;
Thi Fanden, som man ved fast aldrig slumrer,
(Om ikke just han selv, vist en af hans Complot)
Vor Jeppes Fryd igjen endel forplumrer,
Ved netop til det samme Sted at skikke
De trende Sorte, som var Aarsag i
Hans Død, og al hans sære Raseri —
Hvorfor de og om Morg’nen alle tre
Røg af med Sommerfeldts Geographi,
Og fik der’ rene Skrup i Næverne,
Som, sandt at sige, skadte dem slet ikke.
Min Helt fik ej saa snart et Øje paa dem slængt,
Før han af Hjertens Grund et mægtigt Brøl lod slippe:
„Hør! I tre Spaamænd, som jeg alle hængt
„Gad set i disse Træer vippe!
„Hvor er Peer Asen?” —
„Kjære Far! Naa, Naa!”
Gjentoge de, „vær ikke slet saa kjæk!
„Med Lempe faar man Æg i Hummelsæk,
„Og med det Gode kan man alting faa;
„Peer Asen, siger I! Hvad han?”
„Har Fanden taget.” —
„For meget lidt, saamænd, han sig da har umaget!” —
„Og hvis I ej paa Stand mig siger, hvor han er —
„Jeg ved, I kan! Jer Prophesi, desværr’,
„Opfyldtes sidste Gang til Punkt og Prikke,
„Skjønt, som I ser, i Graven blev jeg ikke.
„Sligt var ej jeres Skyld; men spaar paa Øjeblikket,
„Og siger tydelig, hvor jeg kan finde Krikket!” —
„Ja tæm jer Vrede lidt, saa vil vi se, vi hitte
„Den kjære Hest igjen et Steds paa denne Jord;
„Men I maa give Tid en lille bitte,
„Og ingen knubbed’ Ord!”
Saa svarte ham de tre. Ved saadan Lejlighed
Det kommer vel tilpas, en smule Græsk at vide:
Og (Tak ske Goliusses første Side)
Græsk hjalp dem ogsaa her af den Forlegenhed,
Hvori min Helt indvikled’ deres Hjerner,
Som, Himlen ved paa hvilken Maade, drog
Saa tydeligt et Svar af denne lille Bog,
Som om det skrevet stod med læselige Stjerner
Paa Firmamentets Median-Papir.
Men Mage til de tre var heller ej i Skolen,
Hvad enten det gik ud paa Læsning, eller Svir —
Den Anders, som man ved, sin Handske hang paa Solen,
Var en af dem, og netop den,
Som førte Ordet for dem alle tre.
„Hør,” sagde han til Jeppe, „Kjære Ven!
„Din Hest er i Behold, saavidt vi se;
„Og, hvis du Tro til vores Spaadom fæster,
„Saa vær for Eftertiden uden Sorg!
„Thi vid: Peer Asen blevet er Borgmester
„I Kallundborg.” —
Endskjønt nu Jeppe mer, end nogen anden,
Var overtydet om Peer Asens store Pund
Til dit og dat, hvortil en Hest kan bruge Panden,
Og havde loddet tidt hans Visdoms dybe Grund,
Hvorved han ofte fandt, at denne bedste
Blandt alle Heste
Var en firbenet Seneka;
Saa drømte han dog aldrig om,
At han var stærk i Lov og Dom,
I Fas et Nefas, og Politica;
Og derfor blev han helt forundret ved at høre
Peer Asens Spring til Consul-Værdighed —
Og hvem, min Læser, maa vel ikke studse ved
De store Spring, et Best kan undertiden gjøre?
„Ej!” sagde han, „Ej! Ej!” — og intet mer end „Ej!”
fik Tungen Stunder til i Tankens Hurlumhej.
„Per Asen Borgemester! Ej! Ej! Ej!” —
Som Konen i et Hus, naar Nabo-Væggen brænder,
Vims flyver om fra et til andet Sted,
I Røg og Brand-Allarm, og ønsker sexten Hænder,
Og glemmer dem hun har, i hendes Ivrighed,
Og leder efter alt, og efter alting kiger,
Og famler efter alt, og famler altid fejl,
Indtil hun endelig (som Brandens Autor siger)
Faar paa en Alen fat i Stedet for et Spejl:
Saaledes, naar en Ild af tragiske Affecter
Har stukket Hjernens Hus for hin Poet i Brand,
Flyr Sjælen hist og her blandt Hovedets Effecter,
Og griber efter alt, hvorefter gribes kan;
Og naar den længe nok har løbet til og fra
De Tanker, som møblere dens Gemakker,
Saa redder den omsider et Par Ak-ker
Et Dusin O-er og en halv Snes Ha! —
Saa gaar det hin i hans Tridrams Tirader;
Saa gaar det Hymne-Manden hist og her;
Saa gik det ham, som skrev de skottiske Ballader —
Og netop saa det gik vor Jeppe her.
De Sorte mærkte nok, at Manden havde Trang
Til Sporer paa sin Tro, som her stod noget stille,
Saavelsom Tungen. Da de gjerne vilde
Dem begge se, igjen at faa i Gang,
Saa spørge de ham, om han ønsked Audiens
Hos Herr Borgmesteren, saa vilde de ham sige,
Hvad Vej han skulde gaa til sammes Residents?
Hvor langt? paa hvilken Tid? hvorledes? og deslige;
Den Vej er værre snart end Vejen ned til Kjøge.
„Ja,” svarte Helten, „skaf mig ham herhid,
„Hvis ej, saa bring mig hen til ham paa Øjeblikket!
„Thi Borgermester hid, og Borgermester did,
„Tilbage vil jeg have Krikket.”
„Maaske,” gjentoge de, „kan det i Aften ske.
„Tag Fod i Haand, og spild ej mindste Dryp af Tiden!
„Gaa en Mil ligefrem, og en paa højre siden,
„Saalænge til I Kallundborg kan se;
„Men inden Klokken Ti maa I ved Porten være!
„Giv Vægteren den Pies, vi Eder her forære,
„Saa viser han jer strax tjenstagtig, hvor
„Borgmesteren i Byen bor.
„Farvel! vi maa nu hen i Skoven at studere.” —
og borte var de spaadomsfulde Tre.
Min Læser barer sig med Møje for at le;
Men Helten var fast færdig at krepere.
Af Skræk, Forundring, Ærgrelse, forgik
Ham Vejret i det første Øjeblik.
„Peer Asen løbet bort! Peer Asen en Borgmester!
„Nu staar vel ikke længe mer vor Jord!”
og dog til hine Sortes Ord
han mer end til sit Skjønne Tillid fæster.
Han endelig forjager Skræk og Sorg,
Beslutter Skjæbnens Bud at lyde,
Og iler gennem Skov, og Mark, og Gyde,
Med stærke Skridt mod Kallundborg.
Omsider (for at gjøre Rejsen kort)
Han finder sig, vejledet af en Vægter,
Fuldkommen sund og frisk, om ej ved alle Hægter,
Tæt ved den ærlige Borgmesters Port
(Min Læser vilde gunstigen behage
at huske paa, det var i gamle Dage!)
Han banker paa. Borgmester kommer op
I bare Skjorten: „Hvem er der?” — „Luk op!” —
”Hvem er der?” — „jeg!” — „Hvad for en jeg?” — „jeg, Jeppe!” —
„Hvad vil I?” — „Luk mig op!” — Han lukker op, og neppe
Er Døren aabnet, før i største Hast
Vor Jeppe har hans Hals i Grimen fast:
„Per Asen! hvor du dig forandret har!
„Hvor du er dejlig fed og fyldig blevet!
„Man ser, at du har meget bedre levet
„End jeg, fra den Tid sidst vi sammen var!
„Sig, er du virkelig Borgmester her i Gaden?
„Hvad? eller er det Løgn? Peer Asen! svar!”
— „Borgmester er jeg,” skreg den anden, „her i Staden;
„Men du? er du en Tyv, en Morder, eller Nar?” —
— „Din Husbond er jeg! kjender du ej mere
„Din gamle Jeppe? gode Ven!
„Du saa mig rigtig nok, for nogen Tid, krepere;
„Men, ser du, jeg stod op igjen.
„Per Asen! kom! du vil dog ej forlade
„Din Husbond og din Ven i hans Gjenvordighed?”
Vedblev han, mens den andens Overflade
Frøs fast til Skjorten i den kolde Sved.
„Kom, kom, Peer Asen! følg mig med det gode!
„Du aldrig fik af Svøben noget Slag!” —
Den anden stille stod, hel underlig tilmode,
Det hver Borgmester blev i slig en kritisk Sag:
„Min kjære Ven, jeg er vor Bys Borgmester;
„For Himlens Skyld! hvad har jeg gjort?
„I maa gaa fejl. Led efter Jere Bæster
„Et andet Sted, og ikke i min Port!
„Forklar jer tydelig! Er det en Hest, I søger?! —
„Netop,” igjentog Jeppe, „netop dig!” —
„Min kjære Mand! det er for slemt I spøger!
„Er jeg en Hest?” — „Saa let du ikke slipper mig,”
Ham svarte Jeppe vred i Huen, „kjære Peer!
„Borgmester hid, Borgmester did,
„Følg med mig, eller tyve Daler her!” —
Ledsaget med et dygtigt Ryk i Grimen
Faldt denne Grund saa eftertrykkelig
Paa den uskyldige Borgmester, at paa Timen
Han for sin Modstand kjønt undskyldte sig;
Gik hen til sit Skatol; og for at frelse Livet
Ham tyve Daler talte rigtig til.
„Godt,” sagde Jeppe, „gaa nu, hvor du vil!
„Nu har du mig igjen, hvad du mig kosted, givet.”
Saa tog han Grimen af, gav ham et Afskeds Smæk,
Og dermed gik han glad fra sin Borgmester væk.