Jens Baggesen (1764–1826)

        Min ædle Ven! Endskiøndt til Hest

I fuld Galop mod Evigheden

Paa Sphinx, som jeg har valgt isteden

For Pegasus — der flyver best;

Men render ikke nær saa dygtig,

Og er mig ogsaa nu for flygtig —

Jeg standser paa din Fødselsfest

Mit Ridt igiennem Stiernevrimle

Bag Melkeveiens Himles Himle,

Og seer tilbage paa den Prik,

Som jeg forlod dybt neden under:

Det Eet og Null, hvorpaa man grunder —

Hvor første Gang du Livet fik.

        Jo mere jeg betragter den

Med Himmeløiets dybe Blikken,

Vor Jord, at sige, nemlig Prikken

Herovenfra, min gode Ven,

Jo meer du synes mig at være

Den klogeste blandt dem, som gaae

Lidt hen i Taaget om derpaa:

Fordi du efter ingen Pære

Giør Krumspring, som du ei kan naae;

Men nyder, nøisom med det Beste,

Og broderdeeler med din Næste

Hvad Godt du fik, og end kan faae

Paa Fødselens og andre Feste,

Foruden større Spring end saa.

        Derfor har Himlen og herneden,

(Hvor det er ellers usselt fat)

Belønnende Beskedenheden,

Velsignet dig med Dit og Dat,

Der trodse Krigen kan og Freden

I den af dig indhegnte Kreds,

Hvori du langt fra Titelskimmer,

Og Luxus, og poetisk Glimmer,

Er ufantastisk veltilfreds:

Med nemlig ægte Borgerhæder,

Og noget meer end drømte Glæder —

Et Huus, som Kursen maa lâ staae —

Et Bord, som Sokrates gad giæste —

Et Bogvalg, som jeg fandt kun faa —

Jeg taler ei om Vogn og Heste —

En Viv, som hver en Mand gad ha’,

(At sige, hvad dig ei gaaer fra)

Syv ægte Børn — etcetera —

(Til hvem jeg selv gad vær’t Papa)

Et muntert Lune — hopsasa!

Og det er udentvivl det beste.

Det beste? nei! hvis og af alt

Jeg først og fremmest det begiærte,

Dog — skiøndt det af den Lod, dig faldt,

Herneden blîr, som oftest, qvalt —

Det beste, troer jeg, er dit Hierte.

        For Resten: Gud velsigne saa

Fremdeles dig og alle dine!

Da du dog hører til de Smaa

Med spurvelige Buxer paa,

Saa seer han ogsaa vel til mine,

Der, under Taget, han har bygt,

I lidt forvovent hængte Rede

Pipippe midt i Stormen trygt,

Imens Kalkunerne med Frygt

Paa store Fødder staae dernede —

Naar Gud, som sagt, velsigner dig,

Der ingenting har nødig længer,

Saa glemmer han vel ikke mig,

Der, skiøndt med Mod i Aanders Krig

Og muntert Lune temmelig

Forsynet, naar det træffer sig,

For Resten fast til alting trænger.