Jens Baggesen (1764–1826)

Før, naar i Venskabs Ruus Kritikens Pligter

        Forglemtes af min elskende Qvintil;

Naar, døende, selv Danmarks første Digter

        Min Barndoms Sang fandt værd sit Bifalds Smil —

Ja, naar den anden selv som Jocus smilte

        Til min undselig muntre Muse ned,

Og, mens hans Roes til Evigheden iilte,

        Mit ellers glemte Navn trak kierlig med —

Da legte tidt i glade Phantasier

        Om Digtergave min beruuste Siel:

„Og mig en lille Laurbærkrone bier;

        Og mig man ikke skal begrave heel;

Og jeg skal kunne med Foragt nedblinke

        Paa hin forgyldte Daares falske Glands,

Skiønt mindst blandt dem, Kronions Døttre vinke,

        Mit Navn dog langt skal overfunkle hans!”

Saa drømte jeg, sødt dysset hen af Smiger;

        Saa sang jeg, og, naar een og anden Gang

Den yndigste blandt alle Nordens Piger

        Med kielne Kys belønnede min Sang —

Hver Tvivl i hendes Smil mig syndes svinde;¹

        Da saae jeg selv Apoll, i himmelsk Glands,

Omdandset af de fierne Sekler, vinde

        Min Tinding om med Daphnes grønne Krands.

Da hørte jeg fra vidtadskildte Zoner

        Mit Navn imellem høie Jubelskrig —

Og følte henrykt, spirende Nationer

        I hidtil skiulte Lande kiendte mig.

Al Frygt for Svaghed, for min hæse Stemme,²

        For, efter fire Jevndøgn at forgaae,

Det søde Smil mig lærte reent at glemme,

        Det søde Smil, hvori jeg alting saae.

Men, o! men dette Smil er nu forsvundet!

        Og Himlen, det fremtryllede, forgik —

Mit Digtertimeglas er alt udrundet,

        Trods Ewalds, Prams, og Wessels Spaadoms-Blik!

Seline! deres Øine skued ikke

        Det Lys, som hæved, og forklarte mig,

Det Lys, som nu er slukt med dine Blikke! —

        Hvad dem fortryllede, tilhørte Dig.