Til Charlotte, Grevinde af Schimmelmann
(Ved hendes Grav)
(Ved hendes Grav)
Du som, mens Ungdom og Fryd Dig omdandste,
Smilende Harpen, Du stemte, bekrandste,
Før end dens jordiske Baand gik itu —
Du, til hvis Priis og dens finere Strænge
Bævede tidlig, og bævede længe,
Knuust af Dig Selv den Dig toner endnu!
Nutidens Bølger Din Sanger ombruuste
Voldsomt, da, dreven af Skiæbnen, Du knuuste
Snekken, hans Jordiske seilede paa;
O! men han takker sit Skibbrud i Livet,
At ham det Himmelskes Nøgel blev givet,
Som han kan evig forlade sig paa.
Blomsten af Kiærligheds evige Straale
Lidet af nærende Muld kun kan taale —
Let den i dyngende Vellyst gaaer ud;
Hvis og en Guddom dens Voxen fremskynder,
Elsker for høit den dog alt, hvad den ynder,
Ak! og i Guddommen glemmer den Gud.
Held den, at med Din Beskytten den tabte
Lyst til Forgængeligt, Lid til det Skabte,
Kiærlighed til hvad der glimrer paa Jord!
Mindet kun om de fotryllende Dage
Blev i den himmelske Veemod tilbage,
Der end den binder til Muldet i Nord.
Salige Skygge, som huld, i det Eden,
Rundt Dig omblomstred paa Jorden herneden,
Lukte mig ind, i min syngende Vaar,
Lad mig et Vink fra Din Himmel bebude,
At Du vil hisset ei lukke mig ude,
Naar jeg mig nærmer med sneehvide Haar!
O! naar af Graven Din Sanger opstaaer,
Aabne ham Dørren til Haven deroppe,
Høit over Hellebeks krandsende Toppe,
Hvor mellem Evigheds Palmer Du gaaer!