Nanna! skiøndt mig Nastrondspydet dræber,
Før jeg aabenbarer Jorderig,
Meer og meer dets Odd at hærde mig —
Hvem der er den Glædens mørke Datter,
Der herneden, blind, med grusom Lyst,
Under hele Skuevrimlens Latter
Eengang støder det i Skialdens Bryst;
Skiøndt du, Skiæbnen lig, usynlig throner
Uopdagelig i Nattens Slør,
Mens din Virkning blot i Klangen toner,
Som med Strængens sidste Bæven døer;
Skiøndt du tryg kan trodse hver en Leden
Om dit Himmelspor i Støv herneden;
Dog bedrøver dig, at Skialdens Sang
Har betroet dit Navn til Harpens Klang,
Og at Klangen lydt dets Priis forkynder
Der, hvor man af Idealet leer —
Der, hvor ingen Uskyld findes meer —
Der, hvor intet Helligt meer man ynder —
Der, hvor hvert et Bryst, der elsker, synder —
Der, hvor intet Aandeligt man seer —
Der, hvor lutter Legemligt begynder.
Nanna! Nanna! men bedrøv dig ei!
Balders Digt gaaer alt en anden Vei —
Det gaaer, uden al Erindrings Fare,
Snart forbi den hele Nutids Skare!
Dette Nanna-Navn, som fordum lød
Giennem Himle, ved min første Død,
Der, som Dagens Ekko nu gienklinger
Fra hver Læbe, som dets Lyd har nemt —
Dette blotte Navn paa Rygtets Vinger —
Dette Skiul, hvori din Glands er giemt —
Fromme Nanna, vær kun ikke bange!
Skiøndt udødeligt i Balders Sange,
Det er her i Byen, blandt saa mange
Modens Philippine-Fløiters Klange,
Sikkerlig om fiorten Dage glemt.