Elegie
Til Nanna
Til Nanna
Nanna! du vil altsaa fra mig tage
Hvad du selv engang dog undte mig!
Grumt du hvert et Smil mig vil unddrage,
Hvert et Huldblik Sangen drømte sig!
Lindrende tør Taaren meer ei trille;
Sukket tør ei stamme meer dit Navn;
Selv ved Harpens Trøst du vil mig skille,
Der betroede Himlene mit Savn.
Veemods-Buen over Sorgens Skygger,
Naar af Øiets Dug min Kind er vaad,
Som sig Mindet af dit Gienskin bygger,
Denne selv misunder du min Graad!
Naar din Priis i Glædens Ørk gienlyder,
Din Foragt og Haan forfølger mig,
Som om Sang om dig og dine Dyder
Var Forbrydelse mod Gud og Dig.
Vel da, Nanna! snart skal Balder svinde,
Segne, falme, blegnet visne hen,
Og med ham hans Liv, hans Navn, hans Minde
Synke ned i Nattens Mulm igien.
Tag tilbage, Himmelske! hver Gave,
Fordum jeg afbetlede dit Blik,
Naar jeg udenfor dit Edens Have,
Tittende derind veemodig, gik!
Skiul din vendte Gang i Lundens Skygger!
Nægt mig hver din Yndes lyse Skimt!
Hyl i Nat, som evigt Mulm betrygger,
Med dit Fied min sidste Stiernes Glimt!
Tag igien, hvad mig din Uskyld skiænkte
Da jeg første Gang din Ynde saae,
Da med Smil du hilste mig, og lænkte
Balder til det Støv, du traadte paa!
Engel! som mig, sort, ved sidste Møden,
Truede, med meer end Tab af Fryd,
Hils mig, sneehvid, næste Gang, som Døden,
Med din Haans det nastronddypte Spyd!
Det kan Livets Træ mig brat afløve,
Svunget af din jomfrukolde Haand;
Men, hvad det mig evig ei kan røve,
Er dit Billeds Aftryk i min Aand!
Alt hvad mig i Nattens Favn opliver,
Hvert et Glimt af Lys, mit Øie seer,
Jeg dig festlig her tilbage giver,
Da du mig det under ikke meer;
Alt hvad mig til Liv herneden binder,
Hver en Blomst af Nannas Digters Krands,
Alle dine Huldbliks smaa Kiærminder,
Hvert et Gienskin af din ydre Glands,
Hver en Vellyst, naar min Haand berørte
Zittrende din flygtig nærmte Haand,
Hver en Salighed naar jeg Dig hørte,
Lyttende til Uskylds egen Aand —
Hver en enkelt Himmelaabenbaring,
Som til Lyst har før min Harpe stemt,
Byd den i min Sang at være glemt!
Tag det Billed fra mig, som kan vandre,
Paa dit blotte Vink, fra Haand til Haand,
Som kan og med Vellyst sees af andre,
Selv igiennem Glas, og uden Aand!
Hvert et Træk af dig i det vil svinde;
Tiden alt, før Livet er forbi,
Sletter ud, hvad Dødelige finde
Huldt, og skiønt, og elskeligt, deri;
Kun, hvad giennem Andagts reene Luer
Den udødelige Sangers Blik
Skiult for hver en anden Stirren, skuer:
Præget, du for Evigheden fik —
Denne høie, fromme, himmelreene
Paradiisets Lilier egne Glands,
Hellige, som dig tilhører eene,
Og for hvilken Aand, har eene Sands —
Dette, selv dig ubekiendte, Stempel
Af din Skabers Kys, da første Gang
I hans Billedaftryks Skiønhedstempel
Mesterstykket af hans Hænder sprang:
Dette, Nanna, giemmer i sit Hierte,
Dette, Nanna, slutter i sit Bryst,
Den, der intet af dit Støv begiærte,
Den, hvis Aand og Aanders Aand har kyst!
Dette gier han aldrig meer tilbage —
Denne Skat, hans Uskylds Eiendom,
Ingen jordisk Magt kan fra ham tage,
Hvis og selv med Bud fra Dig den kom!
Indtil Døden vil hans Siæl bedrøve,
Dit ham lydt engang forkyndte Bud;
Tidens Trøst det vil ham her berøve —
O! men Evighedens ei hos Gud.
Med sin Eiendom paa Sangens Vinge,
Naar Miskiendelsen har knust hans Bryst,
Skal hans Aand sig op til Himlen svinge,
Fuld af sin Begeistrings reene Lyst!
Nanna! ja! dit Aftryk i mit Indre
Dybt i Knoppen, der for dig, sprang ud,
Vil, saa længe Tankens Stierner tindre
Sikkre mig en evig Tanke-Brud —
Sky mig! had mig! fiern dig fra mit Øie!
Fly dets Taareblik! og glem mit Navn!
Dybt i Mulmet bag besneete Høie
Flygt i mine Fienders skumle Favn!
O! mens der din Lilie sig udfolder
I den Balder ubekiendte Luft,
Han i Mindets Smil dens Glands beholder
Og i drømte Kys dens reene Duft!
Nanna! Nanna! lad dig ei bedrage!
Hvad der flygter mig i Tidens Elv,
Hvad du vil din Balder her unddrage,
Hulde Nanna! det er ei dig selv!
Det er ei det himmelske, din Skaber
I sit Billeds Dannen hvilte ved,
Det er blot det jordiske, du taber
Paa din Englevei til Evighed —
Dette gierne jeg en anden giver,
Nar allene maa tilhøre mig
Hvad min Nanna var, og er, og bliver
Her, og hisset, og evindelig!
Kun dit Væsen, kun dit Liv, ublandet
Med Forgiængeligheds ydre Spil —
Kun Dig Selv jeg elsker — alt det andet,
Nanna, hører alt det andet til.
Og Du Selv, det veed jeg, er paa Jorden
Ingensteds i al din Engleglands,
Med hvert Præg af Himlen, aftrykt vorden,
Som i Balders Hiertes reene Sands —
Kun i Templet, hvor som Offer brænder
Al min Fryd i Livet her for dig,
Staaer du, som du sprang af Herrens Hænder,
Der i det Fuldkomneste, jeg kiender,
Bød mig, evig at tilbede Sig.