Du, hvem jeg, naar kommer Alt til Alt,
Hvis min Sang en anden Ynde hylder,
Hvis paa Knæ jeg for en andens faldt,
Eene for mit Knæfald Regnskab skylder —
Du, hvem Valget af det Malerie,
Med hvis Vexel (medens Dine Dyder
Tro tilbedes af min Siæl deri)
Jeg mit Hiertes Altertavle pryder —
Og, hvem Valget af det Ritual,
Ofringen tidt ændrer til din Ære,
Skiøndt bestandig tro sit Ideal,
Eene ligegyldigt ei kan være —
Du, som, naar jeg holder hemmelig
For min beste Ven en evig Gaade,
Kiærligheden selv kan eene raade,
Har alleene Ret, at spørge mig —
Du forlanger, offentlig at vide:
Om i hvad jeg hidtil har bestemt,
Skildrende min Sangs Adelaïde,
Man paa hvert et givet Træk kan lide?
Og især, om jeg har intet glemt?
Dig vil, uden Poesie, jeg svare.
Hvad jeg siger i mit sidste Digt
Om den Nanna, det skal aabenbare,
Var, og er, og bliver virkeligt;
End i dette Øieblik jeg finder
Eet min Gienstand og dens Malerie —
Hver en Forskiæl mellem dem forsvinder,
Naar jeg paa min Nanna mig besinder,
Fattes intet Sandhedstræk deri.
Men — om, mens jeg her om hende taler,
Hun er end den samme — lige nær
Charis-Idealet for hver Maler —
Og for Nordens Gratiers især —
Derfor ingen Sikkerhed jeg giver.
Thi, skiøndt Dyden selv er evig skiøn,
Og den Aand og Ynde, jeg beskriver,
Dog jeg sukker med Virgil i Løn:
„Altid Andet var og er og bliver
Da jeg hende sidste Gang herneden
Saae — det var, oprigtig talt, i Gaar,
Skiøndt i Dag det synes mig et Aar,
Og i Morgen halvveis Evigheden —
Dengang var hun ganske paa et Haar,
Som hun i Danfana gaaer og staaer;
Men der ere, mellem os, i Tiden
Tusinde Minuter svundne siden —
Og, hvor stor Forandring er ei skeet
I et himmelskt Væsen her paa Jorden,
Før det uforanderligt er vorden
Hist forklaret — ofte blot i eet?
O! jeg veed — og veed det, mig til Smerte:
I det Hiertebilled, jeg har malt,
I det Hiertesprog, min Siæl har talt,
Da jeg Danmark Nanna kiende lærte —
I mit Hiertes Elskovs Ideal,
Her Kopie, som der Original,
Er kun uforanderligt mit Hierte.