Man siger, Piilen, hvormed Elskov saarer
Til uophørlig Brand af Qval og Lyst,
Hint Evighedens Smiil igiennem Tidens Taarer,
Der tænder Himlens Ild i Støvets Aarer,
Slaaer ned, et Lynet lig, i Dødeliges Bryst:
At, inden Glimtet sees, det rammer,
Og, længe før Fornuftens Vagt
Tilraabe kan det slumrende: Giv Agt,
Staaer Hiertet alt i fulde Flammer.
Saa brat, saa pludselig, med eet,
Udrømt, uventet, og uforudseet,
Kom ei den lyse Flamme, mig fortærer,
Langt meer, end Lynet giennem Skyen, lig,
En evig Flammeregn af Piile nærer.
Tre Gange giennemvandrede sin Kreds
Den høie Dagens Gud — tre Tidens Ringe
Han smelted’ ind igien i Evigheds:
Utalte Gange lod sig Siælens Vinge,
Modflagrende det himmelhulde Smiil,
Af hendes Øie Piil paa Piil
I salig Zittren giennemstinge,
Før, giennemboret, Barmen lod sig tvinge:
Tre Gange sov Naturen mattet hen,
Og steg af Vintergraven op igien,
Før dette Hiertes allersidste Kræfter
I Kamp med Hendes Trylleblik gav efter.
Vel synes end mig, som det var i Gaar,
Jeg henrykt saae for første Gang i Himlen
Den Engles Sol, som slukte Stjerne-Vrimlen,
Til hvis Erindring Tanken meer ei naaer;
Men, ak! naar Hiertet mat af Veemod slaaer,
Og Harpens Bæven døer i stille Klage,
Jeg føler dybt, at i et Trillingaar
En trefold Evighed er lagt tilbage.