Før mit Væsens stille Harmonie
Fra sit Breidabliks de lyse Sale
Til det grønne Herthas Blomsterdale
Drypped ned i Længslers Melodie;
Da min Aand endnu var ætherfrie;
Da jeg ingen andre Flammer kiendte
End de Himmellys, min Tanke tændte —
Da mit eget Spørgsmaal var sit Svar;
Da jeg, over Jordelivets Gaade
Høit ophøiet, under mig forsmaaede
Hvad jeg ikke vidste, hvad det var —
Da jeg lod mit stolte Hierte raade,
Mens det i en evig Tomheds Fred
Ikke drømte selv, hvad nu det veed,
Himmelbetlende til Nannas Naade —
Dengang var jeg — var jeg? — Himmel, nei!
Dengang, uden Vellyst, uden Smerte —
Dengang, uden Harpen i mit Hierte —
Dengang uden Elskov var jeg ei.