Til nogle Himlen Septer gav og Krone,
Til andre Titler, Nøgler, Stjerner, Baand,
Hin Rigdom fik, og hin en yndig Kone,
Og hin af fyldte Glas Champagnens Aand;
Hin fik en Siæl, som paa sig selv kun tænkte,
Hin en, som ei engang saa vidt det drev;
Mig Himlen ingen saadan Gave skiænkte;
Alt, hvad jeg fik, lidt Digtergave blev.
Men ak! naar Harpens hule Tordentoner
Min mørke Kummer meer kun sortne mig,
Mon deres Klang erstatter hines Kroner,
Og disses tankeløse Himmerig?
Naar haanet Elskov, evig spottet Klage,
Naar Mulm og Skræk og Død er al min Sang;
Mon jeg deri den søde Trøst kan smage,
Som hine fandt i Barchi Vaabens Klang?
Naar evig dette Hierte, mens jeg synger,
Seline! bløder ved at tænke dig,
Kan jeg da viis foragte hine Dynger,
Hvis Guld giør følesløs og lykkelig?
Naar Musen levende min Smerte maler,
Og toner blot min vrede Skiebnes Harm,
Mon den forsøder mig de Livets Qvaler,
Som Manden glemmer i sin Kones Arm?
Nei Gift, o Phøbus! blev mig Sangens Gave,
Skiønt, naadig, du kun lidt tildeelte mig;
Thi Musen steeg til mig fra mørke Grave,
En Charis ei, men en Erynnis lig.