Taus er Naturen, Skabningen er øde;
Min Tanke døer i Skræk, min Siel er mat;
Selines Smiil og al min Vellyst døde;
Selines Smiil forsvandt, og alt er Nat.
O hvor er Kraft til dette Tab at bære?
Til hvilke Guder flyer min bange Siel?
Af hvilken Lysets Engel skal jeg lære
At tvinge Glædens myrdende Rebel?
O! dette Smiil, min Reises muntre Leder
Igiennem Livets sørgelige Dal,
Forsvandt og Natten rundt omkring mig spreder
Sin mørke Rædsels gyselige Qval.
Saa gaaer en Vandrer mellem Ørkners Klipper,
I vilde Skove med en stadig Fod,
Og Haabet ei hans kiekke Hierte slipper;
Saalænge Solen lyser har han Mod;
Men denne Sol gaaer ned, og for hans Øie
En skummel Rædsel-Nat udbreder sig;
Fra næste Brink, som han besteg med Møie,
Han styrter i en Afgrund pludselig.
Ved hendes Smil blandt Tyre, Drager, Løver,
I Ørkens Sand, paa Klippens bratte Ryg,
Jeg gik og sang og trodsed hver en Røver,
Ved hendes Smil, endskiøndt uvæbnet, tryg.
Var fuld af muntre Philomelers Sang;
Den rædselfulde Larm af Scyllas Hunde,
Som Ossians og Evalds Harper klang.
Mig Ørkens Sand var lutter Diamanter,
Hvor unge Lam i Duggen boltred sig;
Aurora strødde Guld paa Klippens Kanter;
Og Ekko fra hver Hule svarte mig;
Mig Solen vækkede til virksom Glæde,
Og Natten vinkte mig til qvægsom Slum;
Naturens Alt var Fredens lyse Sæde,
Den hele Skabning var Elysium.
Men ak mit Lys forsvandt, Selines Øie
Blev mørkt; Seline smiler ikke meer!
O! leder mig, I Stjerner i det Høie!
Hvor Livet før, jeg nu kun Døden seer.
Nu bruser atter Skraal i Havets Bølger,
Nu tordner mørknet Himmelen igien;
Nu Løver, Drager, Tigre mig forfølger,
Og Angest møder, hvor jeg flygter hen.
Nu raver jeg igien i Nattens Øde
Paa mørke Field en Afgrunds Svælg imod;
Imellem Torne mine Fødder bløde;
En Morder venter mig ved Egens Rod.
Hvor er ieg? Himmel! ingen Stjerne lyser,
Jeg i min Nat kan ene Mørket see;
O vee mig! vee! mit hele Hierte gyser;
Gienhyl, o dybe Mulm! mit sidste Vee!