Afslaget
Til Grevinde Charlotte Schimmelmann
Til Grevinde Charlotte Schimmelmann
Jeg stod, paa Bredden af Castale,
Ved Phoebi Thrones Fod engang;
Jeg har en Bøn, saa lød min Tale
Til Kongen over Dag og Sang;
Jeg har en Bøn, og vil du høre,
Min Fader! ene denne Bøn,
Skal aldrig meer om Sang dit Øre
Bestormes af din yngste Søn.
Tal! sagde han, og venlig smilte,
Og alle Muser smilte med,
Og for at høre Bønnen ilte
Til det af mig bestegne Sted.
Min Fader, blev jeg ved, du kiender
Vor Huldgudinde Schimmelmann!
Ja, raabte Muserne, hvo kiender
Ei vor Charlotte Schimmelmann?
Og, for at vidne dig, vi kiende
Hint Mønster for vort hele Kiøn,
Du blot fordi du nævnte hende
Har alt vort Bifald til din Bøn.
Ja, talte Phoebus, Lykkelige!
Hvis du for hende har en Bøn,
Saa nægtes i mit hele Rige
Dig intet, intet; tal min Søn!
Nei, svarte jeg, dit Rige haver
Ei noget Skiønt, som hun ei har;
Naar trængte den til Phoebi Gaver,
Som Phoebi Sønners Støtte var?
Kun for mig selv jeg her fremtræder,
Men viid, Apol! hun ynder mig,
Jeg har allene denne Hæder;
Men den er Evighedens lig.
Ja! — gientog alle ni Gudinder —
Hvis han kun ikke smigrer sig,
Naar hun sin Yndest værd ham finder,
Hans Roes er Evighedens lig.
Jeg ei, lød Bønnen, vil begiere
Min Alders Priis og Evighed,
Jeg stolt foragter Jordens Ære,
Naar til min Sang hun smiler ned;
Jeg Penges Overflod ei skytter,
Thi Nok var altid Nok for mig;
Jeg ei min Roe for Guld bortbytter;
Og Nøisomhed giør ene riig.
Jeg Rang og Titler ei forlanger;
Mig sligt til ingen Nytte var,
Hun taler med din svage Sanger,
Endskiøndt han ingen Titel har.
Jeg beder ene dennesinde
Om Ild og Aand din egen lig,
Til ret at takke den Gudinde,
Som al min Lykke skabte mig;
Du til din Helligdom mig føre!
Bønhør mig ene denne Bøn!
Og aldrig mere skal dit Øre
Om Sang bestormes af din Søn.
Min anden Phaeton! du beder,
Saa lød Castale-Kongens Svar,
Du beder om Umuligheder;
Jeg selv ei dertil Evne har.
Forgieves alle Muser stræbe,
Med Gratierne Haand i Haand,
Med Nektar af Diones Læbe,
Og al min egen Ild og Aand,
I Choret af de Millioner,
Som fylde Pimplas grønne Skov,
At lære dig en Sang, hvis Toner
Udføre værdig hendes Lov.
Tie! til du Godhed, Vid og Ynde,
Med alle Dyder siunget har,
Du Evigheden da forkynde
Hos hvem de alle samled var!