Jeg stod paa Bredden af Castale
Ved Phoebi Thrones Fod engang:
„Jeg har en Bøn”, saa lød min Tale
Til Kongen over Dag og Sang.
„Jeg har en Bøn, og vil du høre,
„Min Fader! eene denne Bøn,
„Skal aldrig meer om Sang dit Øre
„Bestormes af din yngste Søn.”
„Tal!” sagde han, og venlig smilte,
Og alle Muser smilte med,
Og for at høre Bønnen, ilte
Til det af mig besteegne Sted.
„Min Fader,” blev jeg ved, „du kiender
„Vor Huldgudinde * * * * * * * * * *!” —
„Ja!” raabte Muserne, hvo kiender
„Ei vor * * * * * * * * * *?
„Og, for at vidne dig, vi kiende
„Den beste blandt vort hele Kiøn,
„Du blot fordi du nævnte hende
„Har alt vort Bifald til din Bøn.” —
„Ja (sagde Phoebus) Lykkelige!
„Hvis du for Hende har en Bøn,
Saa nægtes i mit hele Rige
„Dig intet, intet — tal, min Søn!” —
„Nei — svarte jeg — dit Rige haver
„Ei noget skiønt, som hun ei har!
„Naar trængte den til Phoebi Gaver,
„Som Phoebi Sønners Støtte var?
„Kun for mig selv jeg her fremtræder —
„Men viid, Apoll! Hun ynder mig!
„Jeg har allene denne Hæder;
„Men den er Evighedens lig.” —
„Ja! — gientog alle ni Gudinder —
Hvis han kun ikke smigrer sig,
„Naar Hun sit Bifald værd ham finder,
„Hans Roes er Evighedens lig!”
„Jeg ei (lød Bønnen) vil begiere
„Min Alders Priis og Evighed,
„Jeg stolt foragter Jordens Ære,
„Naar til min Sang Hun smiler ned;
„Jeg Penges Overflod ei skytter
„Thi Nok var altid Nok for mig;
„Jeg ei min Roe for Guld bortbytter,
„Og Nøisomhed giør eene rig;
„Jeg Rang og Titler ei forlanger —
„Mig sligt til ingen Nytte var,
„Hun taler med din svage Sanger,
„Endskiøndt han ingen Titel har —
„Jeg beder eene dennesinde
„Om Ild og Aand, din egen lig,
„Til ret at takke den Gudinde,
„Som al min Lykke skabte mig:
„Du til din Helligdom mig føre!
„Bønhør mig eene denne Bøn!
„Og aldrig mere skal dit Øre
„Om Sang bestormes af din Søn.” —
„Min anden Phaeton! Du beder”
Saa lød Castale-Kongens Svar —
„Du beder om Umueligheder:
„Jeg selv ei dertil Evne har;
„Forgieves alle Muser stræbe,
„Med Gratierne Haand i Haand,
„Med Nectar af Diones Læbe,
„Og al min egen Ild og Aand,
„I Choret af de Millioner,
„Som fylde Pindus grønne Skov,
„At lære dig en Sang, hvis Toner
„Udføre værdig Hendes Lov.
„Tie! til du Skiønhed, Vid og Ynde
„Med alle Dyder siunger har —
„Du Evigheden da forkynde
„Hos hvem de alle samled’ var!”