Eeneste blandt Edens Saligheder,
Som blev levnet os i Livets Nød,
Som jeg daglig længselfuld tilbeder,
Søde, korte, tidtgientagne Død!
Forsmag paa den Roe, som venlig smiler
Fra det Mulm, hvor sødt min Fader hviler,
Søvn, hendysset i din Arm oplives
Matte Træl igien til frugtbar Sved;
Og hans Fyrste nye Kræfter gives
Til at virke hans Lyksalighed;
Og jeg glemmer i din Favn den Smerte,
Dagligt Syn af andres Kummer nærte.
Tak for hvert et Blund, som lod mig smage
Glemsels Nektar i dit hulde Skiød;
Tak for hver en Gang du Livets Dage
Sødt mig lønnede med natlig Død;
Tak fra mig, og tusinde, som nyde
Blot den Lyst, som dine Drømme byde.
Edderfulde Nag mit Bryst forgifte;
Tungt jeg aander Livets qvalme Luft;
Dødens Broder! du mig ofte vifte
Mild imøde Lethes linde Duft!
Til engang, gid snart! jeg i dens Bølger
Mig, og Slangen i mit Hierte dølger.