Jeg havde ledt derom paa tusind Veie
Med ufortrøden Omhu, Flid, og Sveed,
I Himmelens og Jordens Kongers Eie,
I Kunstens Spor, og i Naturens Fied:
Fra den Tid af det hulde Lyn slog ned
I Mulmet om mit uerfarne Hierte,
Der viiste mig en større Salighed,
End den, jeg legende som Barn begierte.
Omsonst jeg Østens Billedziffre lærte;
Forgiæves Nordens Runer jeg forstod:
Hvert Giemme, Kundskabs Nøgle mig oplod,
Min Lyst til Fund, og Tvivl om Finden nærte.
Min Ungdoms Olie var alt forbrændt;
En evig Længsel Manden end fortærte;
Og Hiertet aldrig fandt hvad det begierte,
Trods alle Lamper, Hov’det havde tændt.
Hver Alderdommens Skat var mig bekiendt;
Jeg havde seet hvad dybt i Nattens Huler
Den gamle Jordens Demogorgon skiuler,
Og læst det vidtopslagne Firmament.
Til hvert Orakel jeg mig havde vendt;
Til alle Himmelens og Jordens Vise;
Min Leden var omsonst; min Gang var endt;
Og Hov’det ørt, og Hiertet uden Lise.
Da lagde jeg mig, aandeløs og heed,
Opgivende mit Fund, paa Fieldet eene
Blandt siunkne Støtter mellem Bautasteene,
Beskygget af en Eeg, paa Kildens Bred.
Dens Sølvfluds hvide Skummen risled ned
Fra Toppen, jeg forlod, og, som jeg vidste
For dødelige Pilegrimes Fied
Blandt de bestigelige var den sidste.
Fortvivlelsen gav alt mig Hoved Rum;
Kun Hiertet hang endnu ved Himmelglimtet,
Jeg i min sidste Barnnat havde skimtet;
Og Bækkens Rislen dyssed mig i Slum.
Da slog mig Lynet ned endnu engang
Jeg kiendte klarligen, det var det samme;
Men Lyden, som ledsagede dets Flamme,
Var ikke Tordenens — var en Harpes Klang.
En Lilie, jeg saae dets Straale ramme,
Den pludseligen i et Smil opsprang
Og for mit Øie blev paa hviden Stengel
En Jomfru i Gestalt, i Blik en Engel,
En Guddom i Fortryllelse. Den sang:
„Du, som jeg søgte, hulde Morgenrøde,
Du Livets slummerlukte Rosenknop,
Hvis Tankers gyldne Purpurstraaler gløde
Min Sneebarms hvide Længselglands imøde!
Du, som saa længe søgte mig, vaagn op!” —
En himmelsk Gysen giennemfoer min Krop:
Opvaagnede jeg? drømte mine Blikke?
Mit Øre? Hiertet selv? Jeg veed det ikke.
Men aabnet jeg fornam mit Væsens Knop;
Og følte, moden, Livets hele Varme;
Og fandt mig atter paa min Klippes Top
Omstrømt af Æther i den Huldes Arme.
Da klang en Røst — jeg hører den endnu;
Dens Himmel dirrer i mit Hiertes Øre;
Min Siæl den hører, evig skal den høre
Dens søde Tvillingtone — „Jeg og Du!”
En anden bedre Verden saae jeg nu:
En anden bedre Jord, en anden Himmel;
Og med den Følelse, lig Gravens Gru,
Erindrer jeg de svundnes døde Vrimmel.
Ei fandt mit Hierte længer mindste Savn;
Ei meer mit Hoved spored mindste Møie;
Ei hang den Kiæde længer for mit Øie,
Som sperrede tilforn min Længsels Havn.
Med Haab om Saligheder uden Navn,
Og Glemsel af det Endeliges Smerte,
Jeg svæved, trykket til min Engels Hierte,
Derhen i det Uendeliges Havn.
Da tredde Gang fra Thronen lynte Flammen,
Der havde glimtet i vor Længsels Nat,
Ei længer bleg, og pludselig, og mat,
Som da den slog i Stenglen og i Stammen.
Os begge traf dens Straales lyse Rammen,
Tæt i hinandens Arme slyngt tilsammen,
Og vore Siæles Eet til Gud den svang
I vore tændte Hierters fulde Flammen.
Men Lyden, som ledsaged denne Gang
Dens hellighvide, helligrene Lue,
Hvori det Evige var klart at skue,
Var meer end Tordners, meer end Harpers Klang:
Det var en salig Lyd af Tvillingtoner
Fra Himmel-Lysets høie Throner,
Foreent med vores til en evig Sang.