Herr Orphevs var en Spillemand,
(Som hele vide Verden veed),
Der, naar han paa Fiolen gned,
Fik Træer i Skov, og Fisk i Strand
Til, ingen anden Ting at sandse,
End Norske-, Polske-, Springe-Dandse.
Men ingen Ting paa Jorden her
(Som ogsaa hele Verden veed)
Er af bestandig Varighed.
Musik, hvor mægtig den end er,
Kan ham med Leen ikke standse:
Med ham Herr Orphevs maatte dandse.
Vor Virtuos var Enkemand;
(Som ogsaa hele Verden veed),
Han fulgte derfor villig med;
Du treffer hende, tænkte han,
Som kyste dig, og bandt dig Krandse!
Saa kan du der med hende dandse.
(Som faa, maaske slet ingen veed).
"Min Søn! kom ikke længer ned!
"Du maa gaae frie for Syndsens Sold,
"Og faaer en Plads i Zeuses Rige!
"Som Gud du did med mig opstige.”
Ja! svared Orpheus henrykt, ja!
(Hvo sagde Nei til Himmerig?)
Hvis min Eurydice med mig
Maae komme der; hvis ei, Papa!
Jeg bliver heller i det Lave,
Hvor jeg kan hende hos mig have.
"I Himlen sætte mindste Fod,
"Hvis Puls ei slaaer af Guders Blod.
"Min Søn! det gaaer umuelig an!
"For Vindingen af slig en Throne,
"Du maa forlade reent din Kone.”
Forlade hende! brød han ud,
(Slig Ægtemand er rar at see)
Forlade min Eurydice!
Forlade hende! gode Gud!
Før tolv Olymper jeg forlader!
O! du var aldrig gift, min Fader!
Ak! uden dig, Eurydice!
Som Gud jeg blev ulykkelig!
Jeg heller dele vil med dig
Kun, hvor du smiler, er min Himmel,
Selv midt i Eumeniders Vrimmel.
Og vips — han fløi ad Trappen ned;
(Farvel, o! Zeus! Farvel, Papa!
Farvel Olymp, etcetera!)
Og kom i Hast til Styxes Bred;
Og seilte saa til hine Enge,
Hvor hun ham kierlig vented’ længe.
"O! hvor den Spillemand var gal!"
(Saa griner hist en giftet Flok,
"Han havde vist en Perial!
"Tilsidesætte Guddom, Throne —
"Den Nar! — og Alt det for en Kone —
"En Kone, som, hvor smuk hun var,
"Var dog et Fruentimmer kun,
"Hvoraf der gives fleer end hun —
"Var det saa meget værdt? — den Nar!" —
De Stakler Aarsag har at grine;
De fandt dem aldrig en Palmine.