Jens Baggesen (1764–1826)

        Er jeg rolig, er jeg bange,

Glad, i Selskab, eller eene,

Lyde kun om dig allene,

Hulde Pige, mine Sange.

Amor lærer mig de rette

Toner om min Henriette.

        I en Kreds af muntre Frænder

Om et Bord, hvor Evan dandser

Mellem Bægre, mens han krandser

Dem med druesprængte Hænder,

Sees min Muse dig at flette

Myrthekrandse, Henriette.

        Sidder jeg i Maanens stille

Lund, hvor Nattergales Klukke

Blande sig med Skovens Sukke,

Medens mine Taarer trille;

Veemod nynner i den lette

Harpes Zittren Henriette.

        Strækker Døden mod din unge

Sanger sine kolde Hænder;

Og det Hierte, som nu brænder,

Brister iisnet ved det tunge

Slag — mit sidste Suk i dette

Sidste Blun er Henriette.