Paa denne Tid, da Kongevælde
Tidt stævnes ind for Tidens Skranke,
Vil jeg et Træk af den fortælle,
Det falder mig just nu i Tanken.
Et tusind Aar og noget mere
Efter at Jesus Christ fik Livet,
Blev det Kong Mahmud at regjere
Blandt Persiens høie Bjerge givet.
Nu sad den Gamle under Teltet,
Træt af de lange Høitidsfeste,
Med Skjæget sølverhvidt til Beltet,
Og tænkte paa sit Riges Bedste.
En fattig Mand, pjaltet og støvet,
Faldt ham tilfode med sin Klage,
Og bad om Hjælp, som han behøved,
Den Forurettede og Svage.
„Af dine Hoffolk,” — lød hans Stemme,
„O store Hersker! maa du vide,
Indfinder sig hos mig derhjemme
En ung Person ved Nattetide.
Mig kaster han med Haan paa Døren,
Min Kone, skjøn som Maanens Straale,
Ei finder Tid at undflye, førend
Hun maa hans Kys og Favntag taale.
O Hersker! er det med dit Minde,
At slig en Gjerning mod mig øves?
Og maa din Billighed ei finde,
At Tugt og Revselse behøves?”
„Gak bort,” bød Sultan Mahmuds Stemme,
„Gak bort! og lad mig atter vide,
Naar han indfinder sig derhjemme,
Forstyrreren ved Nattetide!”
Som ham befalet, bringer snarlig
Den Arme Budskab. Kongen svøber
Sig i sin Kaabe, skrider varlig
Forbi, at ingen Larm ham røber.
En Lampe brændte kun — den slukker
Kong Mahmud selv, og med sin Klinge
I Mørket kun eet Hug han hugger,
Og Niddinghovedet maa springe.
„Nu bring mig Lys,” han raaber, „haster,
At jeg kan see, hvem jeg har fældet!”
Ved Synet han paa Knæ sig kaster,
Af Tak til Himlen overvældet.
Derpaa han lader Vand sig bringe,
Og sætter Karret flux til Munden;
Hans Tørst, man kjender, var ei ringe,
Han tømmer den med eet til Bunden.
„Du maa dig til en Steen forvandle,”
Kong Mahmud taler nu til Manden,
„At du har seet mig saadan handle,
Og drikke, som en Hest af Spanden.
Men du maa vide, siden sidste
Besøg har jeg ei Øiet lukket;
Fra den Tid jeg din Skjændsel vidste,
Har jeg ei spiist, ei heller drukket.
Saa stor Misgjerning var der øvet,
At det med Grund lod mig formode,
Kun mine egne Sønner prøved
Paa Sligt — det fuldt og fast jeg troede.
Og for at ei Barmhjertigheden
Retfærdigen skulde krænke,
Saa slukked Lyset jeg i Vreden,
Og Blodet — hvis det var — lod stænke.
Taksigelse jeg Himlen bragte
Paa mine Knæe og Lov istemmed,
Dengang jeg saae, den, jeg nedlagde,
Var ei min Søn, men var en Fremmed.”