En deilig Aften, stille, sølvklart Vandet,
Vi roede langsomt hen i Lundens Skygge,
Sømaager fløi forbi os venligt trygge,
Og hilste os som Folk, der kom fra Landet.
En Sværm Meduser steg og sank i Vandet.
Men jeg var ør af Kjærlighed og Lykke;
Jeg kunde hende kun i Haanden trykke,
Og vidste ei, og tænkte ei paa Andet.
Da hvisked hun: „See Skyggerne, du Søde!
See Skoven, Søen, fjerne Bjerge drikke
Den sidste Glands, glødende, purpurrøde.“
Tilgiv, Natur! jeg saae det dengang ikke.
Isauras Kinder saa livsaligt gløde —
Tilgiv — jeg ændsed ei din Aftenrøde.