Her seer du nogle Digte,
Et yndigt Allehaande;
Men det er dine Læber,
I mine Vers som aande.
Jeg dirrer kun som Strængen,
Der af din Finger røres;
Jeg er det fjerne Echo,
Som af din Stemme høres;
Det Stilhedsdyb, i hvilket
Dit mindste Suk gjenlyder,
Det Speil, hvori dit Aasyn
Sin skjønne Straale bryder.
Du er det fine Øre,
Hvorom sig Lokken kruser,
Og jeg den hule Concha,
Som koger og som bruser;
Som trods sin indre Tomhed
Harmonisk lader høre
En Brummen og en Syngen —
Men kun, kun ved dit Øre.
Jeg er den hule Musling,
Og Sangen, du kan høre
Harmonisk suse, kommer
Alene fra dit Øre.