En deilig Aften. Stille, sølvklart Vandet.
Vi roede langtsomt hen, i Lundens Skygge.
Søemaager fløi forbi os venligt trygge,
Og hilste os som Folk, der kom fra Landet.
En Sværm Meduser steg og sank i Vandet.
Men jeg var ør af Kjærlighed og Lykke.
Jeg kunde hende kun i Haanden trykke,
Og vidste ei, og tænkte ei paa andet.
Da hvisked hun: see Skyerne, du Søde,
See Skoven, Søen, fjerne Bjerge drikke
Den sidste Glands, glødende, purpurrøde —
Tilgiv Natur, jeg saae det dengang ikke.
Isauras Kinder saa livsaligt gløde —
Tilgiv — jeg ændsed ei din Aftenrøde!