Saa rød, bag Løv og Qvist,
Sank Solen ned bag Hækken.
Taus drev jeg, langs med Bækken,
Min Hjord i Dalen hist.
Da sad en Mand og sang,
Han sang et Qvad saa herligt,
At det ret sødt og kjærligt
Mig ind i Hjertet klang.
Enstund jeg lytted til;
Saa bort jeg vandre vilde,
Dog stod jeg atter stille:
Man veed ei hvad man vil.
Og da nu Vinden ret
Hans Sang herover førte,
Mit Navn jeg tydlig hørte,
I Visen qvad han det.
Saa bad han listelig
Lidt Snak dog at begynde;
Men jeg mig maatte skynde,
Thi Moder vented mig.
Nu hver en Aften med
Den kjære Hjord jeg iler,
Mens Purpursolen smiler,
Hen til det samme Sted.
Det lider Moder ei. —
Saa sælsomt kan det være;
Mine Lam tilfredse ere,
Og Moder er det ei.
Med røde Kinder jeg
Hvergang forsikkrer hende,
Der høiest Græs at finde;
Men ak! hun troer det ei.
Jeg meget maa udstaae,
Tidt Graad min Kind har vædet;
Dog maa jeg hen til Stedet,
Hvor Sangren sad, jeg maa!
Mit Suk kun svarer paa
De Skjænd, som jeg maa høre.
Hvad kan man dog vel gjøre,
Naar man nu eengang maa?
Tiedge.