Lykkelige Brudgom, skynd dig!
(Gratier og Elskovsguder,
Venus selv vil jo din Lykke)
Kast dig henrykt paa dit Leie
Spring, det haster, spring i Sengen
Aabn det lette Skjul, hvorunder
Blussende din Pige hviler,
Men see til, at ikke Kulden,
Barsk den hidsede forkjøler.
Føl og tryk og kjæl med Læmpe.
Fra den tætomslyngte Jomfru
Røv de spæde Kys, de bange,
Lad dem lyde mod hinanden,
Mens I kysses, Mund og Læber.
Og at Kinderne ei glemmes,
Fuld af Ild og Ungdoms Rødme
O det kan du ikke heller
Disse Kinder, som din Flamme
Tvang at væde sig med Taarer —
Heller ikke disse Øine
Skulde de, som voldte Elskov,
Ikke føle Hevnens Time?
Kast dig i de hvide Arme
Strakt paa Halsens Snee, du søge
Skifteviis med søde Kjertegn
Øine, Kinder, Mund og Pande
Al den hede Duft du drikke,
Drikke al den kydske Aande,
Og af Munden, hvor den svømmer,
Sjælens Inderste du drage.
Og hun selv, ved Hjertets Brynde
Gjort fortrolig, langsomtsmeltet,
Aabner Læberne og giver
Lange Kys igjen for dine.
Ja, din Mund hun kjælen suger
Med de halvoplukte Læber,
Efterlignende den sagte
Kurren hos forelskte Duer.
Men foruden Kys og Kjertegn
Er der noget end tilbage
Noget sødere og bedre.
Dine lystne Fingre veed det,
Sødt om Vorterne de famle,
Hvor de melkehvide Søstre,
Skildte ved en blød Fordybning
Trykkes af lidt hvasse Toppe,
Spredende en Rosencircus.
Ogsaa hun veed hvad det gjelder.
Hurtig hendes Tvillinghænder
Vil forsvare Tvillingbarmen.
Og hun nægter og forbyder.
Lad kun nægtes, lad forbydes:
Det er Skik ved Bryllupsfesten:
Nægte kan man, det er tilladt,
Men til trods at handle, ogsaa.
Hugo Grotius.