Emil Aarestrup (1800–56)

Da ind i Kareten du satte din Fod

Ung Fanny fra Timmol! Elskværdige Væsen!

Da tænkte jeg, var det ei syndigt, saa lod

Der sig lære dig deilige Puds her i Chaisen.

Dine søde Smaa-Læber syntes forstaae

At de fødtes især til at bruges af Andre,

Og vel mine Pligter at huske mig paa,

Ved bestandig at bide og kysse hverandre.

Og øjnene skjød, halvaabne, halvlukt,

Saa kjælent som listigt, en sittrende Lue:

Jeg min Livstid skriver ei noget saa smukt,

Som i Dine Blik var at læse og skue.

Og blev mod hinanden vi skumplet og stødt,

Jeg følte et Pulsslag, i Been og i Lægge —

Jeg veed ei i hvis — men jeg veed det var sødt,

Og vi følte det, troer jeg, og skjælvede begge.

Ankomne tilsidst, ved vort Aftensbord — Vee!

Ei uden lidt Smerte jeg maatte beklage,

Vort Samliv var nær ved sin Ende maaskee,

Og at Fanny rejste til Timmol tilbage.

Da svor jeg — ei at jeg paa Kjærlighed tænkte —,

Nei, Troskab, fornam jeg, var ikke for mig —,

Jeg sagde blot hvad jeg tidt sagde en Mængde —

Der er faa, jeg gad hellere kysse, end dig!

Da fik jeg først vide, dig Skjæbnen var truffet,

At eengang du troede paa Troskab blandt Mænd,

Og saa skaansomt omtalte du ham, som dig skuffed,

At det lod, som maaskee du gad skuffes igjen.

Men du sagde, et Øiebliks salige Tid

Tidt, paafulgt af Kummer, blev Nag, blev fortrudt;

Og modstod saa ømt, under Vægringens Strid,

Tilgiv, at jeg holdt os for enige, Glut!

Jeg angreb bestandig, du maatte forsvare —

Tilsidst jeg for Alvor det agted, — saa haardt!

Skjøndt sukkende bad du mig lade dig fare,

Og det var under Graad at du stødte mig bort.

Her er vi alene, et lykkeligt Par —

Forgjæves jeg hvidsked — her er ingen flere:

Et Kys var Undskyldning, en Taare dit Svar,

Jeg dem begge forstod og forlangte ei mere.

Var det ret? — Jeg kan ei troe det var galt.

Stakkels Fanny hun drog til Timmol tilbage;

Gid Forsynet frie hende vel overalt,

Kun Glæde, ei Nød, hendes Fodtrin ledsage!

Ved Gud, jeg gier hellere Himmelen hen,

Der boer paa en Barms henrykkende Bue,

End forstyrrer et Øieblik Freden i den,

Og skræmmer fra Slaget dens hellige Due!