Naar jeg for Planten stille staaer
Og seer den skyde frem i Vaar
Med Knupper, Blomsterduske;
At aande ud sin søde Duft,
Smukt hilse i den varme Luft
Til sine Nabobuske:
Da troer jeg fuldt og fast, jeg veed
Med det: at blomstre, god Beskeed.
Seer jeg hvor Bækkens Bølgeflugt,
Af Længsel dreven, snoer sin Bugt
Om Landets Bred, og smiler;
Velkommen Giæst i hver en Havn,
Dog vrister sig af yndig Favn,
Og mod det Fjerne iler:
Da tykkes mig — er det en Drøm? —
Som var jeg eengang Bækkens Strøm.
Naarhelst i Træets Top jeg saae,
At bygge Reden Fugle smaa;
Hvor trolig Hunnen ruger,
Og hvordan Hannen quiddrer paa,
Og bringer Orme, Duun og Straae
Og alt hvad Konen bruger:
Da føler jeg en sælsom Kraft,
Som havde længst jeg Rede havt.
Seer jeg i Skyen Ørnens Vei,
Det er, som ogsaa eengang jeg
Fløi over Bjerg og Hede;
Naar Svanen synger seent i Høst,
Og Storken til den varme Kyst
Bortsvæver fra sin Rede:
Hvor kan det andet være dog?
Jeg selv var med paa sligt et Tog!
Har Ormen tæt sig hyllet ind,
Og i det snevre Puppespind
Nyt Liv sig tilbereder,
Liigkisten endelig er sprængt,
Til Lyset Sommerfuglen trængt
Og Purpurvingen spreder:
Da veed jeg selv mig eengang brat
Opvaagnet af en dunkel Nat.
Og derfor tykkes mig, jeg kan
Troe Sjælevandringslæren sand;
Hvor skulde jeg vel lære,
Slig hvordan ellers jeg forstod,
Hvad Skovens Blomst og Fugl og Flod
Opfyldes af og ere?
Hvad? — eller har jeg denne Lyst,
Fordi det Alt er i mit Bryst?
Houwald.