1.
Mod Slangens Hoved
Sig Halen reiste:
Du altfor længe
Foran mig kneiste.
At jeg staaer i Spidsen,
Finder jeg billig.
Og Hovdet gav efter,
Vendte sig villig.
Og Halen — prægtig,
Stoltelig skred den —
Men tabte Veien —
I Vandet gled den —
Og neppe sluppen
Af denne Jammer —
Den gaaer paa Gløder
Og ind i Flammer —
Forbrændt og saaret
Den brat sig vender
Mod Tjørnebuskens
Hvasseste Tænder
Forskrækket den flygter
Og raaber med Klage:
„Hoved, jeg træder
Atter tilbage.” —
Skal vi ei Skjændsel
Og Uheld døie,
Foran maa skride
Det kloge Øie.
Den gode Gjerning er ikke nok,
Et venligt Ord maa følge med.
Vredladen Tunge gjør Gaven suur,
Om den forresten er nok saa sød.
En fattig Gammel gik tilbords,
Foran ham stod en herlig Fisk,
Foran ham perled en prægtig Viin,
Thi buden var han til Gildeslag
Alt hos sin rige, stolte Søn.
Den Gamle, i sin Troskyldighed,
Hvor har du — spørger han ligefrem —
Dog en saa ypperlig Karpe fra?
Hvorpaa den Unge skammelig:
Spiis, gamle Hund, og fyld din Bug;
Men skaan mit Øre for din Snak! —
Hvad tykkes eder om denne Søn? —
Gjengjældet bliver hans Gjæstebud
Engang i hede Helvede.
Om Jydepotten sig kraftig kan
Paa Kobbergryden hevne?
Aa jo, den kan jo støde an
Og derpaa rolig revne.
Forskaan mig for din Snak,
Naar skjønne Toner stige;
Spar paa dit Viisdomsord,
Til Sangens Triller vige!
Dit Ansigt være mildt,
Naar Nogen du beskjænker,
Og smilende; thi omvendt
Du skjænker ei, men krænker.
Perler og kostelige Stene —
Elendigt Jux, tør jeg vel mene —
Hvad ere de imod den Lyst
At hvile ved en yndig Qvindes Bryst?
Har Herrens Naade givet
Dig en elskværdig Mage,
Saa har han i sin Miskundhed
Fordoblet dine Dage.