Bortfly du fra Verden, o Bessy, til mig,
Jeg er jo saa from og andægtig
Jeg Verden forsager, o Bessy, for dig,
Thi du er saa sød og saa prægtig
Fortæl mig med Taarer og Sukke ei meer
Hvad man Elskov kan spottende kalde
Enhver har sin Daarskab, dog tilstaaer Enhver
At vor den er deiligst af alle.
Naar din Mund mødte min saa uendelig sødt
Har vi følt, som om Dyden forbød det?
Har vi mærket at Himlen var vred eller stødt
Nei, snarere: Himlen selv bød det!
Saa skyldfri er Glæden, vi nøde hver Stund
Og jeg har saa lidet fortrudt den
At — sad mine Feiltrin i Hob paa din Mund
Jeg tog dem igjen paa Minutten.
Saa kom til min Hytte, o kom! her er Plads
Her er Verdens Tant ei tilsyne!
Let falder Slumren paa vor Madrats,
Som over den Visestes Dyne;
Og dundrer om Hodpuden Stormens Larm,
Og du, søde Uskyld, er bange,
Saa viid, det er ikke Himmelens Harm,
Det er kun dens lullende Sange
Og hvile vi paa Dødsleiet en Dag,
Og man truer med Straf for Forhærdelsen
Et Suk af min Bessy skal føre vor Sag,
Og Døden skal tabe Forfærdelsen
„Farvel! om Tilgivelse tvivle vi ei”
Omfavnede da vil vi raabe,
Dit smeltende Blik vil oplyse vor Vei,
Og et Kys er vort Pas, vil vi haabe.
Th. Moore.