Bortfly du fra Verden, o Bessy! til mig,
Jeg er jo saa from og andægtig;
Jeg Verden forsager, o Bessy! for dig,
Thi du er saa sød og saa prægtig.
Fortæl mig med Taarer og Sukke ei meer
Hvad man Elskov kan spottende kalde!
Enhver har sin Daarskab, dog tilstaaer Enhver,
At vor — den er deiligst af alle.
Naar din Mund mødte min saa uendelig sødt —
Har vi følt, som om Dyden forbød det?
Har vi mærket, at Himlen var vred eller stødt?
Nei, snarere: Himlen selv bød det.
Saa skyldfri er Glæden, vi nøde hver Stund,
Og jeg har saa lidet fortrudt den,
At — sad mine Feiltrin i Hob paa din Mund,
Jeg tog dem igjen paa Minutten.
Saa kom til min Hytte, o kom, her er Plads!
Her er Verdens Tant ei tilsyne.
Let falder Slummeren paa vor Madras,
Som over den Visestes Dyne;
Og dundrer om Ho’dpuden Stormens Larm,
Og du, søde Uskyld! er bange,
Saa viid, det er ikke Himmelens Harm,
Det er kun dens lullende Sange.
Og hvile vi paa Dødsleiet en Dag,
Og man truer med Straf for Forhærdelsen,
Et Suk af min Bessy skal føre vor Sag,
Og Døden skal tabe Forfærdelsen.
„Farvel! om Tilgivelse tvivle vi ei,”
Omfavnede da vil vi raabe;
Dit smeltende Blik vil oplyse vor Vei,
Og et Kys er vort Pas, vil vi haabe.
Th. Moore.