„Kom, hvidskede Rosa, en Dag ved mit Bryst,
Under Kjertegn, hun gav og modtog,
Fortæl mig om dem, du har elsket og kyst!
Hvormange? læs op af din Bog!” —
Ak, Rosa! jeg var i min Ungdom en Nar,
En Boldt for min Sjæls Phantasie;
Men skrifte dig vil jeg hvormange det var,
Med dig er jo Listen forbi.
Gouvernanten Marie tog først i sit Garn,
Det himmelske, Drengen saa vild.
Hun lærte mig elske sig — jeg var et Barn —
Hvad der mangled hun selv satte til.
De Timers henrykkende Lærdom blev slugt;
Den, tro mig, beholdt jeg i Hu;
Til Øvelse har jeg vel siden den brugt,
Men aldrig for Alvor — før nu.
Saa kom skjøn Martha. Min Sjæl stod i Brand
Høi var min romantiske Kraft;
For en Ridderfrøken jeg tog hende an,
Og mig for en Ridder med Skaft.
Men jo mere i hende Gudinden jeg fandt,
— Skjøn Martha var ingen Phantast —
Jo meer — og hun feilede mindst, det er sandt —
Tog hun mig for en lille Hansqvast.
Saa sagtnedes det, indtil Hanne mig jog
I Snaren igjen med sit Blik.
Men Hanne, fandt jeg, var saa sprænglærd og klog,
Og det Meste jeg fik var Logik
Jeg forlod denne Sappho derfor i Hast,
Om en bedre Logik fik jeg Nys,
Hvis Subtilitet er et sødt Øiekast,
Og som overbeviser med Kys.
Tilbedende Ida sværmede jeg;
Men hun var lidt hellig, og vi,
Ja det var det værste, vi enedes ei
Om til Himlen den nærmeste Sti.
Ida! i Henrykkelsens Flugt var mit Ord:
Hvor er Himlen for dig og for mig?
Jeg troer, jeg kan finde den her paa vor Jord,
Og, ikke langt borte, i dig!
Th. Moore.
See, saaledes gik det. Med evige Skud,
Men flygtigt, traf Amor din Ven,
Til truffet blev endelig Hjertet — o Gud,
Og det kan ei heles igjen!
O Rosa, tryk al den Balsom, du har,
Tæt til det forblødende Saar!
Giv mig i din Skriftestol Aflad og Svar!
Til Bod er jeg svøbt i dit Haar.
EA.