den 22de Febr 1834.
Kjære Herman! At forlængst jeg ikke skrev, var slemt,
Men tro blot ikke derfor, jeg har glemt
Dig og dit Venskab — Julen
Erindred mig især derom,
Og tidt dit Billed kom
Til mig, til os, i Vinterhulen.
Det var en Onsdagaften — ja!
Med Konen under Armen, Dig ved Siden,
Gik jeg, og var lyksalig hele Tiden,
Til det Comediehuus igjen,
Hvor jeg saa ofte før var ilet hen —
Du var den barnligglade Ven —
Paa Kongens Nytorv saae
Jeg atter Himlen som i gamle Dage blaa
Og med den nyligtændte Aftenstjerne paa —
O kjære Timm, hvor var du da,
Som altid, saa tjenstfærdig,
Saa ivrig i Dit Venskab, for at finde
Plads i det store Huus til mig og Qvinde,
Saa redebon, saa hurtig, saa elskværdig —
Saa vist vi troede, snart at sees igjen —
Du gav mig Haanden — men
Det blev ei som vi haabed — Dampen
Drev Skibet uden Ophold bort;
Mod Døden kæmped jeg forgjæves Kampen;
Min Reises Fryd var kort;
Jeg havde en, jeg elskte, at begrave —
Og hjemme vinkte mig mit Huus, min Have,
Min Kone, mine Børn, Guds søde Gave,
Alt det, som gjør mig til en Slave!
Ja, Ven! i Vintrens Mulm, i Taagen —
Naar Øinene var træt af Bogen —
Stod Tiden for mig af sin Grav,
Og Scener — ak,
Fra Drengealdren af, fra Tiden,
Da vi var smaae,
/: Du var bestandig høi, skjøndt du var liden :/
t Erindrings-Dyb jeg saae.
Vi sad i Skolen, sang,
Og læste Religion med Tang.
Jeg seer endnu den lille Holsteins Næse løbe
Og usædvanlig store Lys at støbe;
Jeg seer i Protokollen, o hvor gjerne,
Ug for mig, for Dig ug med Stjerne.
Jeg seer med Saxen Dig Papiret kløve
Og skabe — ogsaa fast af intet — Mænd;
Du dypper kun Din Pen,
Saa har de Mund og Blik og alt hvad de behøve.
Du fulgte med mig stundom op ad Trappen
Til Jfr. Møller, til den gamle Mø med Kappen,
Med Taffeluhret og med Silkekjolen,
Med Biblen paa sit Skjød i Lænestolen.
Og siden,
Da der var gaaet nogle Aar af Tiden,
Vi havde beggeto den Ære
At være Militaire;
Det samled os igjen —
Vi var ei Kamerater blot — jomænd:
Vi var Hinandens Ven,
Og blev det, meer og mere, længerhen.
Hvor elskte vi dog begge Øhlenschlæger!
Hvor var vi dog beruste af hans Digterbæger!
O, havde han dog ikke skrevet dette
Forskrækkelige, — —
Tilgiv, jeg taler djærvt og drøit,
Just, for jeg elsker ham saa høit!
Jeg skrev forledendag et Epigram
— Her har Du det — om ham:
Gud denne Digtersjæl beskjærme!
En Ruus af ham endnu jeg haaber;
Thi der er flere Kræfter i hans Bærme,
End i de andres Første-Draaber.
Ak, hils ham fra mig, og fortæl:
Den underlige Trængen
Til Poesie, som tidt bespændte Drengen,
Er ikke væk endnu, men gaaer med Tiden vel.
Jeg vilde skrive meer forresten,
Hvis ei jeg frygted, næsten
Alt med min Pens Koldblodighed
At have myrdet langtsomt din Taalmodighed.
Jeg iler derfor med at sige,
At jeg og Caroline, hendes lille Pige,
Samt Carl og Emma ere vel for Tiden,
Skjøndt det er ikke længesiden
At der i Huset var en stor Forvirring.
Men skal jeg Dig forklare
Hvordan Gud hjalp mig ud af denne Fare,
Skeer det ei uden etslags Væsen,
En egen Sort af Pirring
I Øiekrogene, der strækker sig til Næsen,
Og tidt faaer Sphæroider
Af vandklar Vædske til at falde
Sentimentalsk paa begge Sider
Af Smilebaandet paa en Grinebider.
/: Hysteriske det Glædestaarer kalde :/.
Jeg springer derfor over denne Skræk,
Samt alt, hvad deraf flød og flyder, væk.
Hvis jeg har glemt, Dig for dit sidste Brev at takke,
Jeg gjør det nu, erindret ved en Pakke,
Hvori jeg er saa fri, at sende Dig en Frakke,
En grøn, om ikke kjøn, til Harald Spenglersøn,
Ifølge derom anbragt Bøn. —
/: I Grunden bad han kun, til Laans om 6 Rdaler,
Men dermed knapt man en great coat betaler,
Selv om man, som han skriver, fik den snuset
Op ved Auction paa Assistence-Huset :/.
Som et Appendix er jeg end saa fri,
At lade følge et par Buxer, gris en gris,
Om ei med andet, dog med Buxelommer i.
Dernæst, af hvad man kalder Veste,
En brun, cholerisk, ei den allerbedste,
Men en, som man bør give til sin Næste.
Omtalte siger i det Brev,
Ved denne Leilighed han skrev,
At Du har loved ham, at tage
Mod disse Ting — Vil du da, Kjære, drage
Velvillig omsorg for, at de kan komme,
Ei som de 6 Rdl i hans Lomme,
Men som en Informatordragt, fra Toppen
Til Taaen, ham, den Trængende, paa Kroppen?
I øvrigt skriver han mig, Du,
Om sit og sines noget nu,
Men flygtigt, uden Sammenhæng;
Han burde røre mere denne Streng.
Hvis Du kan virke paa ham, øv det Værk!
Han var en underlig, forløben Dreng,
Ifleng ubændig og behændig,
Bestandig fattig og elendig —
Brug Din Indflydelse, og brug den stærk.
Du vilde gjøre mig et Venskabsstykke, Ven,
Hvis Du engang gik hen
Og saae hvordan det egentligen sammenhængte
Med ham og hans, hvormeget og hvortil de trængte.
Sug til ham, han kan frit
Tilskrive mig, og som han vil, saa tidt.
Du veed vel, at min Broder
Har Uheld med de første Poder?
Togange var hans Petra Moder,
Men Onkel ei endnu hans Broder.
Du taler sødt om mine Silhouetter,
Men det er Skygger kun af Folks Casketter,
Blækklatter, som Recipe-Pennen sprætter —
Ak Gud! hvor langt fra Musens Skjønhedspletter!
Og vil Du, at jeg skal Din Skygge,
Omridset af Dit Væsen,
Af Panden, Hagen, hele Næsen,
Med Digtersaxen i Papiret trykke,
Saa maa til Sommer i mit Huus du bygge;
Vi vente Dig med Foraarsvarme,
Med aabne Døre, og med aabne Arme.
Hils alle Venner, som min lille Stue
Tidt samlede omkring en sparsom Lue!
/: Ak! ogsaa Du de fleste af dem savner;
Thi de er spredte ad som Avner. :/
Hils Rothe, ham, den muntre Sjælehyrde,
Den Høiærværdige
Og dog /: tilgiv mit Dog :/ den saa elskværdige,
Poetiske,
Der hopper — den Letfærdige! —
Og dandser med en Embedsbyrde,
Der vilde, deelt blandt flere, strække til
At gjøre en syv, otte, om Du vil,
Af Hverdags-Præster yderst gravitetiske.
Hans Aand, en evig Yngling selv, er det Reale
Til, hvad om Engle man har drømt, det Ideale.
Jeg glemmer ikke Hornsyld, glemmer ikke
Hans Engle-Frue, fromme Datter Mikke.
Hvergang han gjæsted os, vor By,
Mig var han som en Tordensky,
En hellig, svævende fra Siranden,
Den sorte Dragt, de hvide Haar om Hueranden,
Den store Runeskrift paa Panden,
I Øiet Lyn, og i hans Barm
Den dundrende, høitidelige Larm!
Hils ham, og tak for Bogen —
Hans Blus i Bibeltaagen.
Hvor blev Dit Nyn om Ham, som smiler —
Jeg tør ei sige leer — til Davids Lallen,
Saavelsom til hvert Pip af Skjalden,
Der siden prøved Sang i Kirkehallen?
Jeg vil af Galdeblæren vadske Galden,
Jeg vil Kritikkens Bræmse søndertræde,
Kun Venskabs travle Bi skal trænge
Til Nectarskaalen, sig ved Sødmen glæde
Og drømmende paa Bladet hænge —
Jeg faaer det! ja! jeg faaer din Bog, du smiler —
Levvel! Din mest hengivne blandt Emiler.