O dette Øiekast — see væk!
Det Blik, den Trods, det Smiil — tilgiv!
Ha, det erindrer mig med Skræk
Om den, som var mit Alt, mit Liv.
Hun havde dette Hexesyn;
Jeg drak den Gift, som var deri;
Som du just sænked hun sit Bryn —
Min Sands og Samling var forbi.
Af Elskov blev jeg halvforrykt —
Og dog hun sveeg mig, sveeg sin Eed —
Saa sødt bedrager ingen — trygt
Jeg troede paa Bestandighed.
Smiil derfor ei som hun, som hun,
Der kunde skuffe mig saa haardt;
Den blide Trods, det Blik vil kun
Igjen min Fatning røve bort.
Sees paa en Mund, som din, saa sød,
Troldrunen, som behersked mig,
Saa troer jeg, Hjertet, hun forskjød,
Paany fortryllet, flyer til dig!
Th. Moore.