Det var langtfra, jeg søgte ham —
Det faldt jeg aldrig paa;
Jeg smiilte ikke meer til ham
End til Enhver, jeg saae:
Jeg valgte ikke selv min Plads;
Ved Bordet sad vi to,
Og — Himmel! — jeg har aldrig hørt
En Røst, saa sød, saa — o!
Ved Dandsen siden var det mig,
Han valgte sig igjen;
Jeg hørte den forførende,
Den hulde Røst igjen;
Han førte mig til Siden hen,
Og hvisked med et Suk,
At aldrig, aldrig saae han før
En, som han fandt saa smuk.
O, hvorfor sagde han dog det?
Han smigred sagtens — men
Hvergang han gik, hvor længtes jeg,
At høre ham igjen!
Mig undred, at hvert Selskab blev
Mig til en tom Allarm,
At Veien kjeded mig, naar ei
Jeg gik den ved hans Arm.
Ak, jeg har giættet Grunden nu!
Hvi mon jeg nødig kom
Til mine Søstres Samlingsplads,
Men helst gik ene om?
Hvi krøllede jeg vel mit Haar?
Hvad gjorde, at jeg glad
Studeerte paa det han fandt smukt?
Hvad — uden Elskov? hvad?
O! kjende Verden, Mænd især,
Det har jeg lært for seent;
Jeg troede, hvert et Smiil var sandt,
Hvert Ord alvorligt meent.
Han talte om sin Kærlighed —
Jeg det for Sandhed tog
Og drømte ikke om, hvor tidt
Hans Røst alt før bedrog.
Han smiler til en anden nu
Og siger hende alt
Det Søde, ak, som fordumstid
Jeg troede mig kun gjaldt —
O hun er ogsaa meget smuk!
Jeg dadler ei hans Smag,
Og tvivler ei, hun vindes let
Ved et saa sødt Bedrag.
Thomas Haynes Bayly.