En nysudsprungen Rose
Var i mit Knaphul stukken
Varmt brændte Morgensolen
Paa Græsset glimred Duggen
Dog var mit Sind formørket
Jeg følte Graaden trænge
Sig frem og tunge Perler
Langs Øielaaget hænge.
I dem var ikke Duggens
Husvalelse og Lethed;
I dem var Hjerteqvalens
Vellystig bløde Træthed.
Jeg lod dem roligt rinde,
Som naar en Syg seer Straalen
Af Armens Blodkar springe
Rødtskummende i Skaalen.
Jeg græder ikke ofte,
Men paa de fagre Planter
Faldt Taarerne, og funkled
Som Duggens Diamanter;
Og kunde ikke skjælnes,
Skjøndt fra den bedske Kilde
Fra lune himmelfaldne,
Forfriskende og milde,
Med alle Regnbufarver,
Snart himmelblaae, snart gule
Jeg kunde ikke Smilet
Paa mine Læber skjule
Henveirede — forsvundne,
Bortkyssede af Solen
Var Taarerne, som glimred
Paa Græsset og Violen
O, det er Hjerteqvalens
Bestandige Historie
Den har sin Martyr-Time,
Den har sin Helgenglorie.
Giftdrikkens fyldte Bæger
Med Rædsel ført til Munden
Det dufter som en Balsam
Naar det er tømt til Bunden.