Jeg er ulykkelig naar Dagen hælder,
Jeg søger Leiet, ene med min Kummer —
Og dog saa lykkelig; den dybe Slummer
Mig leder hen, hvor Saligheden vælder.
Jeg er ulykkelig, naar Lærken melder
Den nye Dag; min Takkerøst forstummer —
Og dog saa lykkelig; thi Hjertet rummer
Den Følelse, hvorom det ene gjelder.
Til Glædens Blomst er lutter Qvaler Stammen;
Hvis Sorgens Mørke bragtes til at vige,
Saa brændte mere dunkelt Vellystflammen.
Mit Vee og Vel, jeg kan ei andet sige,
Som Nat og Dag, er knyttet yndigt sammen,
Som Liv og Død, saa uadskillelige.