Hvorhen, min unge Frue?
Tyk Morgentaagen ligger
Om alle Promenader
Og glimrende Boutiker.
Og under Silkehatten
Saa streng en Alvor skues,
Som vilde du ved Smiilet,
Var det paa Læben, blues?
Hvad trykker denne Tærne,
Som følger dig, til Barmen?
Hvad for en kostbar Byrde,
I Shawler svøbt, paa Armen?
Det er min Søn, den spæde,
Jeg bar paa ham med Smerte
Dengang hans Fader rev sig
Begeistret fra mit Hjerte.
Og fødte ham fortvivlet
Den Time, da jeg hørte
Til Fængslet man hans Fader
Saaret, i Lænker, førte.
Seer du Castellets Mure?
De grønne Bastioner?
Og mellem Kuglestabler
De rolige Kanoner?
Imorgen, naar det dages
I disse øde Gader,
Saa lyder Sørgetrommen,
Saa skyder man hans Fader.
Imorgen, naar det dages,
Saa hvirvler Russens Tromme,
Saa knalde deres Bøsser,
Saa er hans Timer omme.
De vilde ei, Sabinski
Tillade dig at skue
Din lille Dreng, din Anton,
Og din forgrædte Frue.
Men deres onde Trusler
Kan ei mit Mod forskrække
Paa denne Rand af Volden
Kan Fangen see os begge.
Han seer os! ja han seer os!
Han ud af Gittret svinger
Til Tegn det hvide Klæde —
O, at vi havde Vinger
Kom giv mig Drengen, Amme!
Tag Huen af ham skynd dig.
O hvor hams lille Hoved
I Solen skinner yndig.
See til din Søn, Sabinski!
Som jeg har født med Smerte
En Arving til din Adel
Din Tapperhed, dit Hjerte.
Om Flygtling end paa Jorden,
Han løfte skal mod Solen
Det gamle Frihedsbanner,
Sablen og Pistolen.
Hør hvad en Moder beder,
Hvis Hjerte snart vil briste,
Kast dine Øine paa ham
For første Gang og sidste.
Kast dine Øine paa ham
Med Kraften og med Evnen,
Som Døden kun kan give,
Og vi ham ind til Hævnen.
Med disse Ord gav Damen
Sit Barn til Ammen atter —
Kun af en Skildvagt hørtes
En raa, barbarisk Latter.