O, hvis jeg var en Tømmermand,
Jeg bygged en rummelig Skranke
Og tog et Stykke Kridt i Hand
Og skrev paa Indgangens Planke:
Enten-eller!
I, som vil kjæmpe Tidens Dyst,
Herfrem, I Riddere alle!
Tal det ud med tydelig Røst:
For hvilken Sag vil I stride og falde?
Enten-eller?
For Fyrstens Magt eller Folkets Vel?
For Aandens Sol eller Præstepraasen?
Republikaner eller Træl?
Ja eller nei, kun ingen Vaasen!
Enten-eller!
Rustningen være sort eller hvid,
Til Venstre I, til Høire disse —
Dødsfjender kun tør træde hid,
Kampen er Liv og Død tilvisse.
Enten-eller!
I Herrer Ifald, Dersom, Naar,
Betingelsesviis og paa en Maade!
Her hedder det: heelt med Hud og Haar,
Vi ville for Pladsen alene raade.
Enten-eller!
Bliv ude, I os forstyrre vil,
I Abekatte med Halvpartsmening!
Morer det jer, saa see kun til;
I danne Tilskuerpladsens Forening.
Enten-eller!
Og naar den Sidste med kløvet Skal,
Der eller her, bløder af Skrammen,
Saa veed I, hvem I følge skal,
Vi gjør det af for hele Krammen.
Enten-eller!
Men jeg er ingen Tømmermand,
Jeg kan ei nogen Skranke bygge,
Jeg lader det gaae, som gaae det kan,
Tilsidst maa det dog fremad rykke:
Enten-eller!
Sallet.