For Chalifens høie Porte,
For Chalifen Alraschids,
Stod Abu Nuvas, hans Digter;
Man idag ei strax ham indlod,
Thi hans Herre overveied
Først en Spas, han vilde prøve.
Og han talte til sit Hoffolk:
„Hente hver sig først et Æg,
Skjul det under Pelsens Folder,
Derpaa for mig Digtren ind!”
Da han nu var traadt i Kredsen
Til sin Plads, hvor den ham tilkom,
Lod sig Talen muntert høre,
Hver gav sine Ord tilbedste;
Pludselig dem dog afbryder
Herskeren og raaber opbragt:
„Alle er I dumme Høner;
Kagle kan I, ikke Andet.
Læg mig Æg engang paa Stedet,
Ellers er I alle Dødsens!”
Strax til Een, hans Høire nærmest,
Vender han sig om med Vrede:
„Læg mig Ægget, du, den Første!”
Denne trykker sig og krymper,
Bringer Ægget frem og viser,
Hvordan han har frelst sit Liv.
Derpaa til den Anden, Tredie,
Hele Rækken ned han kommer,
Endeligen til sin Digter,
Der saae Spøgen an med Taushed.
„Nu skal du mig lægge Ægget!”
Digtren dryster sig og sprætter,
Slaaer med Armene som Vinger,
Raaber høit: „Kikiriki!
Til de mange Høns behøver
Du en Hane, det er mig.”
Leende Chalifen svarer:
„Du slap godt derfra, Poet!
Derfor skal du nu som altid
Være Hanen i min Kurv.”
F. Rückert.