Betragt, min Glut! den sjeldne Gemme
I denne simple Guldring; viid,
At den er baaret og har hjemme
I en forsvunden classisk Tid,
Maaskee af en Athenerinde,
En smuk, som tænkte mindst, den fik
En mere yndig Eierinde,
Naar et Par tusind Aar forgik.
Kom, nærm dig kun med Kinden mere,
Betragt dens sjeldne Skjønhed, see!
Det maae vi ret tilbunds studere;
Det er en ypperlig Idee.
En Knøs, men mod sin Villie, tæt
Ved en forelsket Nymphes Barm —
Siig, Nea, har jeg ikke Ret?
Hvor deilig snoet er denne Arm!
Man skulde troe, hun blot for Løier
Har lagt den om hans Nakke der;
Nei, nei! hun bruger Kraft og bøier
Sig Nektarmunden mere nær.
Den Ene hidsig som en Flamme,
Den Anden fuld af frygtsom Ro,
Men gjennemtrængte af det Samme
Og lykkelige begge to.
Tænk dig, at jeg er denne Bengel,
Men just saa varm, som lunken han,
Og tænk dig, du er denne Engel,
Men just saa kold, som hun i Brand?
Som hun jeg Armene udstrækker
Og om din smækkre Taille slaaer,
Og just som hun jeg Haanden lægger
Her om dit snoede Nakkehaar.
Naturligviis jeg ogsaa stræber
At komme nærmere som hun;
Og saadan — mødes vore Læber,
Og saadan — kysser jeg din Mund.
Th. Moore.