„De grov en Grav for kold og suur
Til en Sjæl varm og tro;
Til Dismalmosen stod hendes Sind,
Paa dens Sø hver Nat ved Ildormeskin
Hun roer sin hvide Kanoe.
Hendes Ildormelampe jeg snart skal see,
Høre hendes Aareslag;
Langt og kjærligt skal vorde vort Liv,
Jeg skjuler Pigen i høie Siv
Den altfor brændende Dag.”
Til Dismalmosen gik hans Vei,
Igjennem det tykkeste Krat,
Hvor vredne Enebær Tornene snoe,
Gjennem Mudder og Vand, hvor Snogene boe,
Hvor aldrig en Fod var sat.
Og naar han sank paa Jorden hen,
Hvis Slummer kom i hans Blik,
Laae han, hvor den giftige Ranke lod
Om Natten dryppe sit skarpe Blod,
Som tusind saarende Stik.
Ulvinden suuste hans Leie nær,
Og Slangen strakte sin Braad.
Han vaagned med Skræk op af sin Drøm:
„O, naar skal jeg see den mørke Strøm
Og min Kjærestes hvide Baad?”
Han Strømmen saae, og en Ildkugle fløi
Henover den sorte Sø —
„Min Kjærestes Lys, velkommen!” han sang,
Og langsmed den øde Strandbred klang
Hendes Navn, den livløse Mø.
Han laved en Baad af Birkebark,
Saa satte han ud fra Strand.
Han fulgte den lysende Gnist saa rød;
Hans Baad, som en Piil fra Buen, skjød —
Den kom aldrig mere til Land.
Indianeren tidt paa sit Jagttog seer
De henfarne Elskende to
I Midnatstimens dødstille Vind
Krydse paa Søen ved Ildormeskin
Og roe deres hvide Kanoe.
Th. Moore.