Bort med det Suk, jeg drak, beruust
Af dine unge Læbers Konst!
Dog, nei — lad mig beholde det;
Det blev mit Hjertes Aandedræt,
Mit Liv er bygt paa denne Dunst.
Bort med det Kys, din Purpurmund
Troløs med Sandheds Ild har trykt!
Dog, nei — giv falsk mig Kysset kun;
Thi døer ei Sødmen paa din Mund,
Saa gjør den Andre reent forrykt.
Bort med de Eder, Dag og Nat
Min blinde Troskab fik af dig!
Dog, nei — lad dem bestaae endda;
De kunde skuffe Andre — ha,
Saa sødt, som de har skuffet mig.
Th. Moore.