Har I vel seet min Hjertenskjær,
Med Liliepanden høi og from,
Med Blik saa hellige, at Enhver
Tilbad dem, som forelsket kom;
Med Hals bag Lokkerne saa skjær,
Som Sneen under Ravnens Fjær?
En Knop er hendes lille Mund,
Den faure Roses bedste Pryd,
Og hendes Røst er mere sød
End fjerne Melodiers Lyd;
Selv hendes Finger, hvid og smal,
Har Elskere i Tusindtal.
Øinene er et Stjernepar,
Man kunde smykke Himlen med;
Jeg venter deres Opgang her
Hver Qvæld ved dette Samlingssted,
At deres Straaler, naar hun vil,
Paa mig kan sænke deres Ild.
Stjernerige, tause Aften, kom!
Din Stund gjør Pigehjertet ømt;
Ryst over Skov og Bænk og Græs
Dit Haar, af Duggen gjennemstrømt!
Du væder ingen Blomst i Lund
Saa elskelig og sød som hun.
Ved Siden af os Svalens Bryst
I dugget Rede trykker sig;
Den sang sin Mage ned fra Sky,
At qviddre for min Mø og mig;
Den flygter ei fra sine Smaa,
Den kan vort Elskovsblik forstaae.
Allan Cunningham.