Fra Vindvet saae jeg hen til hendes,
Saa længe Vintren vared nys;
Vi elskede uden at kjendes,
I Luften krydsedes vore Kys.
Igjennem disse Qviste glade
Vi stirred til hinanden hen;
Men du gjengiver Træet Blade,
Fordømte Vaar! er du alt der igjen?
Nu dine Skygger for mig skjule
Den Lysets Engel, huld og blid,
Som jeg har seet til sultne Fugle
At kaste Korn ved Juletid.
Hun kaldte dem, og deres Hoppen
Var Elskovsvinket for en Ven.
O fagre Træ med Snee med Toppen! —
Fordømte Vaar! er du alt der igjen?
Var ikke du, saa saae jeg hende
Berede sig til Nattens Ro
Og frisk, som vi Aurora kjende,
At løste tidlig sit Rideaux.
Endnu hver Aften kunde sukkes:
Min skjønne Stjerne synker hen,
Hun slumrer ind, og Lampen slukkes.
Fordømte Vaar! er du alt der igjen?
Jeg beder om en Vinter, Guder!
O, at jeg hørte muntre Knald
Af Haglen paa de blanke Ruder
Og saae de hvide Sneefogs Fald!
Hvad nytte Skyerne, som ile,
Den lange Dag, hvad nytter den?
Jeg seer ei hende mere smile —
Fordømte Vaar! er du alt der igjen?
Beranger.