Mit Brev jeg sender — til en Herrens Tjener, — en af de bedste, jeg kjender, — den kjæreste blandt mine Venner. — Jeg vilde blive, — til Alting rigtig kom ilive, — og ventede med Villie, — til den hvide Pindselilie, — Hyacintherne og Violerne — kom i Kiolerne, — til Vinterstøvet var blæst af Bogreolerne, — til mit Inderste var udluftet — og gjennemduftet, — til mit Øre var vakt af sin Dvale — ved Frøernes Tale — og ved Slaget af Nattergale. — Nu iler min Muse, — medens Kilderne suse, — til de værslevske Bakker og Gjæstehuse; — hun flyver i eders Midte — og kan i Hast ikke hitte — Ord, smukke nok til din kjære Thrine, — Hanne, Emilie og Nicoline, — til samtlige Sønnerne, til Faster, kort sagt til dig og Dine; — Ingen er glemt, selv ikke de mindre, — hvis Navne jeg ei kan erindre; — hun bringer med venlig Stemme — Hilsen fra os alle herhjemme — (at det ogsaa er dit Hjem, kan du ei glemme), — fra vore grønne Strande, — Indsøer og Vande, — fra Høiene og Kampestenene, — fra Skovene og Blomstergrenene, — fra Kirkemuren — og Agerfuren, fra Rosen- og Hvidtjørnene, — fra alle Børnene, — og, hvad jeg neppe behøver at melde, — fra din gamle Doctor og hans Ægtefælle. Du trækker Musen til en Side — og gad nok vide — hvordan vi leve og lide. — Nuvel, hun sukker — et enkelt Suk, som naar en Rørdrum klukker, — hun sænker Brynet, — Munden bliver lidt tvær og trynet;. — du bekymres ved Synet. — Dog hurtig glatter sig Ansigtet blidere, — hun taler videre: — Din Doctor lever som andre Beenvridere — og Steensnidere, — Pulsfølere — og Receptfølere; — han har endnu Haar paa Toppen, — Kjole paa Kroppen; — men som af en Flaske, der mangler Proppen, — er Geisten, den oplivende, — i Næsen og Hjertet rivende, — den digtende og skrivende, — fremadilende og drivende, — henrunden — og forsvunden, — saa neppe Lugten spores paa Bunden, — og der er vel intet tabt derved i Grunden. — Hans Kone, veed du, formerer — sig aarlig som en Svibel, skjøndt hun dog endnu saa taalelig florerer, med Skuldre hvide og runde, — med Tænder, som ere friske og sunde, — med en naturlig Krøllebesætning, — med Nakkehaarets lange Fletning, — med Kjolens Nedringelse, — Barmens Optvingelse — og, hvis du det for noget regner, — med de bekjendte Sommerfregner. — Den ældste Søn Carolus — sluger daglig en Underviisningsbolus, — for ei at sige Pille, — og tolv Tvebakker spiser Clara, den mindste Lille. — Emma har flere Dyder — end egentlige Lyder — og broderede til Bedste for de vandlidte Jyder. — Marie ... Tilgivelse, — det Stof er for mat til Beskrivelse; — lad dig nøie med Antydelse, — at hun og Thekla ere mere Husets Forhaabning end Prydelse, — leve uden Fortrydelse, — anseende Livet endnu som en Nydelse. — Doctorens Bolig er mindre vederstyggelig, — men for mig ei synderlig hyggelig; — Ukrudtet, som ifjor, i Haugen det overvejende. — Men Doktoren selv? raaber du, mere om ham! — Han er min Blusel, hvisker Musen, min Skam: — Kalvesteg slugende, — over Aviserne rugende, — Sophapuderne knugende; — lad den Streng fare! — jeg vil helst Beretningen spare. — Dog idag var en Undtagelse, Kjære! — han var som han burde være, — i hans Hjerte var en Vederqvægelse, — en sød og sværmerisk Bevægelse, — han skrabede Mosset af Kirsebærtræerne, — for at see Aaens Bugter reiste han sig paa Tæerne, — han strøg sig Haaret fra Pauden, — han gav alle Sorgerne Fanden, — greb Pennen — og skrev til Værslev til Vennen. — Send ham nu snart en Foraarsepistel, et Hyrdebrev, en Formaning og Paamindelse, — bring ham til Besindelse, — til sine Synders Erkjendelse, — til Omvendelse, — og jeg velsigner dine Ord og din venlige Sendelse.
Saxkjøbing, i Foraar 1939.