Paa en Dag, der er bestemt Lykønskninger og Foræringer — til Kjærligheds og Hengivenheds følsomme Erklæringer — og skulde være fri for alle kolde Besværinger — for alle Livets destoværre bittre Belæringer — var det Bestemmelsen for dette Blad — naar man skidlte det ad — at det skulde indeholde noget, jeg veed nok hvad — noget moderne æsthetisk — og dog gammeldags ethisk — noget tiltrækkende magnetisk — egentlig poetisk — og om det var muligt virkelig prophetisk — noget, man ikke kunde læse uden at smile — noget, der ikke traf, som en Tordenkile — men hvori dog hørtes Klang af Apollos Pile — noget, der ikke mindede om kritiske File — men om varme Sommerbølger, der ile — og i en yndig Natur indbyde til Hvile. — Det skulde forsvare sin Plads — ved Siden af en Krands og et Blomsterglas — det skulde være tilpas — mellem de udsøgteste Sager — i et Skjønheds-Lager — uden at være anstrængende — paatrængende — eller overhængende — skulde det harmonere — for ikke at sige concurrere — med hvad de fineste Hænder brodere — med hvad taknemlige Hjerter — ved Nattens eensomme Kjerter — have udgrundet — og udfundet — omdisputeret — og udspeculeret — men hvad neppe Nogen før i Dag har udspioneret — det skulde, for at sige det Høieste — og angive Alt paa det Nøieste — paa en af Aarets faureste Feste — passe for den Bedste — det skulde, skjøndt gjennem en Pen, der hører til de strideste, — ikke uskyldighvideste, — tale til den Blideste, — det skulde, skjøndt kommen fra en af de Uregjerligste og Vildeste — ikke saare den Beskedneste og Stilleste — det skulde ønske Held og Lykke — over den, der fortjener alle Glæders Smykke — det skulde vise hen i Tiden — og pege paa Alt ved Siden, — der i skjønne Omflettelser — er fuldt af rige Forjettelser; — det skulde være Billedet af alle Gavers Rundhed — det skulde love Karskhed og Sundhed — det skulde være den sande Veltalenheds Eftertragtelse, — og udtrykke Følelser af Hengivenhed og Høiagtelse. — Det var Fornemmelsen — af hvad det skulde og burde, det var Bestemmelsen, — Maalet, som sattes. — Tilgiv, Fuldførelsen fattes!