Naar Letsind stiger, og min Troskab daler,
Det svage Hjerte truer med at strande:
Jeg flygter til dit Helgenbilled, Hanne,
At vække atter Livets Idealer.
Og i min Hjernes traurige Canaler
Dit Øie kaster Solskin, søde Hanne,
Saa andre Folk kan see det paa min Pande,
Hvor sig et Slags tungsindigt Maanskin maler.
Til dit Portrait jeg sukker: „Ei du straffe
Min svære Synd paa Reiser og paa Baller;
Men ved mit Hjertes Daarligheder skil mig!”
Og Tjeneren, som bringer mig min Caffe,
Som jeg, paa Knæ for Helgeninden falder,
Og Piger strømme, for at see dig, til mig.
1826.