O hulde Drømme, smigrende og søde,
Som Pigens Sjæl og Ungersvendens Tanke,
Naar ømme Savn og Anelser sig sanke,
Saa lønliglet og saa phantastisk føde!
I, alle unge Ønskers Morgenrøde,
Skjøndt mange ældre Pligter til en Anke!
I Anstødsstene for den kloge Tanke!
Jeg flygted eder længe som en Brøde.
Thi Jorden glemmer jeg for eders Himmel,
Og Dagens Kald for eders Aftenblaane;
Min Lampe nu gik ud — I var min Maane.
Men jeg var glad i eders Englevrimmel;
Der er bestandig hos mig jo min Pige,
Det var hun aldrig i det Virkelige.
1826.