Saae Du bevæge sig derinde
Bagved den grønne Jalousie
— Bleg som en deilig Nat — en Quinde?
Det er min Dame, min Løvinde!
Marquesen af Armaëgui.
For hendes Skyld jeg duelleerte
Tidtnok, skrev lange Vers, Gud veed —
Stod Skildvagt her og patrouilleerte,
Blot for, naar sig Gardinet rørte,
Et Øiekast at hente ned.
Og nu! Nu er hun min! den høie,
Herlige Skabning! ene min!
Mit dette sorte Flammeøie
Mit Brystet i den snevre Trøie
Og Haarets lange Hermelin!
Min, naar hun sover, er den blide
Hensunkne Hals, med Kysset paa,
Min Hoften og den slanke Side,
Og Armene i Handsker hvide,
Og Fødderne i Støvler smaa.
Gudsdød! Hvem kan phlegmatisk maabe
Ved Øiets skjælmske Fyrrighed
Om ogsaa Spaniens Helgenhobe
Blot for at røre hendes Kaabe,
Radbrækkede ham Led for Led!
Hvor ypperlig ved Aftentide
Hensegnet, opløst Barm og Haar
See hende saa! stønnende vride,
Sig Kys i Kys, omfavne, bide,
Fremhulke Ord man ei forstaaer
Om Morgnen har du ei seet Mage
Hvor tidlig hun er Sang og Støi!
Helst naar hun bøier sig, at drage
Sin Strømpe paa, og hører knage
Livstykkets stramme Silketøi!
Fremad, min Svend, i Byens Gader
Stryg Violinen, syng og fløit!
I Nat jeg giver Serenader,
Saa alle Spaniens Alcader
Skal fare op og bande høit!
Alfred de Musset.