Den 19de om Morgenen.
Min elskte Viv! mit Kiv! mit Liv og yndige Tidsfordriv! Et Ord, kun dette, har jeg endnu at berette: paa Torsdag Kl. 10, da øines vi; da speider fra den fynske Strand Din Mand efter den dampende Snekke, paa hvis Dække staaer en aldrende Qvinde, men en ung Elskerinde, der har ham i Sinde, og som ved Hjulenes drivende Fart, henover Beltets Vande, snart, agter at lande, ile, med varme, i de aabne Arme, som vente herhjemme, hvor Børnene smile, og hvor en kjærlig Stemme hvidsker: Du Søde, Hulde og Varme! Gud være lovet, jeg har Dig igjen, min Ven, mit Hjertes Fortrolige, her i det rolige, stille Kammer, hvor mine Kys, med sine Flammer, som i Ungdoms Dage, skal purpurfarve Din Kind, Din Skulder, Din Hage, hvor jeg i Glædesrusen over at have Dig tro og kjærlig tilbage — uden Arrighed, uden Karrighed — herlig og sund, med Rosenmund, med skinnende Tænder, med de kjærtegnende, ærlige Hænder, med det gamle Hjerte, som jeg femogtyve Aar kjender og elsker og ærer som mit, Dit Hjerte føler jeg atter banke ved mit, Din Tanke, uskyldig og reen, atter blandes med min — o Levvel, indtil Gjensynets Stund! Jeg kysser kun, nu til et par Dages Afsked, Din Mund, og underskriver mig i fuldeste, sødeste Forstand:
Din Mand.
Hilsen til Alle! især til Emilie!